Sovjetisk ubåd bygget i Gorkij, i en serie af over 50 ens, eller i hvert fald næsten ens ubåde og sat i tjeneste 30. juni 1940. C-8 var 77,80 meter lang og 6,40 meter bred og havde en besætning på 46 mand. Sammen med syv andre ubåde, udgjorde C-8 den 1. ubådsbrigade i den sovjet-baltiske flåde og afsejlede fra basen i Ustdvinsk i det nuværende Letland, den 11. oktober 1941. Siden har ingen set eller hørt noget til ubåden eller dens besætning. Tabet af C-8, blev dengang tilskrevet en minesprængning, hvad også var mest sandsynlige i dens operationsområde. Men en anden kilde nævner, at forliset skyldtes “gunfire by Swedish Coastel battleship Oskar II”, hvilket burde kunne bekræftes såfremt det var sandt. Men jeg har intet fundet i de svenske arkiver, om et sådant forløb. Jeg er selvfølgelig bekendt med, at C-8 oftest kaldes S-8, hvilket skyldes at S er C i det kyrilliske alfabet, som russerne bruger. Men da det er en sovjet-russisk ubåd, må det være rigtigt at benævne den C-8, hvilket også er indgraveret i kompas, ror-indikator og andre instrumenter fra vraget.
Mit første indtryk af C-8 var først og fremmest sigten, som var helt fantastisk da jeg var der og som fik vraget til at fremstå så tydeligt, at det næsten virkede kunstigt. Jeg landede på bunden ved siden af tårnet, hvor der trods de 52 meters dybde, var helt lyst. Herfra kunne jeg se tårnet i silhuet højt over mig, men på vej op mod det, fik jeg øje på kanonen foran tårnet. Som en magnet trak den mig til sig, men igen blev jeg distraheret da jeg nåede den, for her kunne jeg tydelig se årsagen til forliset. Lidt foran kanonen, er ubåden som skåret over i et lige snit, hvilket betyder at der er fri adgang til centralen og andet i ubådens indre. Det fik nakkehårene til at rejse sig, jeg var ved at gå til i spænding og svømmede så langt ind det var muligt. Her inde var der masser at se på, men desværre var en stor del af de lettest genkendelige ting, noget som hører til på en kirkegård. Da jeg bakkede ud, havde en muddersky lagt sig et par meter henover havbunden, mudder jeg havde rodet ud fra ubådens indre og jeg havde nær misset stævnen, som nu ligger 6-8 meter fra bruddet. På vej op mod tårnet, hvor min makker nu havde slået linen omring et eller andet, opdagede jeg forreste vragdel stikke op af mudderskyen og ville da lige se den med. Jeg svømmede ud til stævnen, men så snart, at modsat resten af ubåden som står ret op, ligger denne del næsten omme på siden. Desværre var sigten her forpurret af min nysgerrige makker, der i lighed med jeg selv også havde oplevet, at en stor del af besætningen ikke havde overlevet. Nu var den planlagte dykketid overskredet og jeg nåede desværre aldrig at se agterenden. Men bare at svømme langsomt op forbi tårnet, hvor der kun var 45 meter dybt og fortsætte op gennem vandsøjlen, for til sidst at se konturerne af ubåden forsvinde under mig, var en flot afslutning på et eventyrligt dyk. Et gensyn er desværre umuliggjort, af nidkære myndigheders frednings iver.
