Tysk krydser på 2660 depl.ton og 105 meter lang, skibet blev bygget i Kiel i året 1902 for den Kejserlige Marine. Undine’s opgave var fra 1. verdenskrigs start, at beskytte transporterne af jernmalm mellem Sverige og Tyskland. Både Russerne og Englænderne var nemlig sure over den trafik der foregik, på ruten mellem de to lande. Undine lå sammen med to destroyere og patruljerede syd for Trelleborg, da skibet 7. November 1915 mødte sin banemand, den Engelske ubåd “E19”, som gjorde kort proces med to torpedoer.
Selv om Undine utvivlsomt er et drømmevrag for de fleste dykkere, så er det nok kun praktisk muligt for de færreste. Selv med flere års vragerfaring, skal der mange dyk til før man kan danne sig et ordentligt indtryk af, hvad det er man svømmer rundt på. Vraget ligger med ca. 45 graders slagside til bagbord og der er rutsjet mange ting fra vraget ud på havbunden. Herude afholder bunddybden på 47 meter nok mange for at gå på opdagelse, men vraget lodder cirka 10 meter op, så man kan have mange gode dyk på den lave side af 40 meter.
Fra vragets bagbord side og 20 – 30 meter ud på bunden, ligger et væld af master, skorstene, dækshuse, redningsbåde og meget mere. Det meste af det ligger desværre så dybt i mudderet, at det er svært at se præcist hvad der er hvad. Men der ligger også fine ting herude, store messingprojektører som har siddet i masterne og hele agtermærset med brystværn, messinggelænder og råberør, til at kommunikere med broen med.
Det meste af vraget kan godt se lidt bart ud ved første øjekast. Det skyldes jo dels at tingene som før beskrevet er rutsjet ud på bunden, men også at dækket er meget tæret og mange af de ting der før har været synlige, nu er sunket ned i vraget og først kommer for dagens lys, hvis man systematisk graver dem frem. Noget der dog hurtigt falder i øjnene er de store kanoner, man skal ikke have svømmet længe omkring før man møder en af dem, 10 i alt var skibet i sin tid udstyret med, flere af dem ligger i dag udenfor vraget og her ligger også flere steder granater, som er spredt rundt mellem de andre vragdele.
Dækket under og omkring kommandobroen, har for længst givet efter for vægten af denne svært pansrede del af vraget, broen ligger faktisk næsten omme på siden, selvom resten af vraget kun krænger 40-45 grader, så styrbords brovinge stikker op i vandet og her kan man svømme ind og se de mange instrumenter. Svømmer man frem i vraget, spidser dækket til, for at ende i den karakteristiske udadbuede “snabelstævn”. Denne konstruktion er lavet for at sikre, at det lange smalle skib slingrer mindst muligt ved høj fart og i hårdt vejr. I sin tid har der været flotte ornamenteringer hen ad skibets sider, det meste af det er nu væk, men man ser tydeligt resterne og jeg er virkelig imponeret over, hvor meget man gjorde ud af udsmykningen af et krigsskib på den tid.
Nogle meter bag broen ligger skibets dampchalup, denne brugte man bl.a. til at fragte højerestående officerer frem og tilbage til andre skibe med, samt ved havneanløb. Hvis søfolkene skulle nogen steder, kunne de ro. Denne chalup er udstyret med både kedel og en lille dampmaskine med alt tilhørende udstyr, i området bag broen ligger også et dækshus, hvor alt inventar er af messing, dette er et gnistfrit rum og har været brugt til at genlade granathylstrene til de mange kanoner, uden risiko for eksplosion.
Dækket omkring maskinerne er næsten væk og her kan man se dybt ned i vragets indre, længere agter i vraget tiltager mængden af trawlrester og selve agterenden er for nylig blevet beklædt med et af disse “ligklæder”. Det er da også ved broen der er mest at se på, men som før skrevet er vraget lidt rodet – her er dybt – og hvis ikke man går helhjertet ind for det og indstiller sig på flere efterfølgende dyk, så bliver man nok skuffet.
