Sådan gør du!

Her følger en beskrivelse af, hvordan du på en effektiv men skånsom måde, kan shine en messing / bronzeting op. I dette tilfælde er der tale om en byggeplade fra en styremaskine, men det kunne ligeså godt have været en skibsklokke eller et koøje.

Netop hjemkommet fra dykkerturen, ser pladen sådan ud. Nu håber jeg ikke, at der er nogen der savner den fine bronzeplade ude på vraget. Pladen måler 11 X 24 cm.

Når pladen er helt tør, bliver rust og kalk mere porøst ( brug evt. en ovn til tørring ) og de større belægninger kan forsigtigt slås af, med en lille kobberhammer ( laver ikke mærker ). Herefter skal den syres af, jeg bruger altid 32% eddikesyre, én del til 4 dele vand, heri lægges den i et døgns tid. Afhængig af rust / kalklagets tykkelse, kan det være nødvendigt at gentage behandlingen – med en ny syre / vand blanding.

Efter et døgn i syren er næsten alt rust og kalk væk, det der er tilbage er nu så porøst, at det kan skrabes af med et spidst stykke messingplade ( ridser ikke ).

Til sidst skal pladen bare pudses over, med en roterende messingbørste. Selvfølgelig er det lettere at aflevere sine vragfund til den lokale metalsliber, men jeg synes man skal kunne se at der er tale om et vragfund, lidt ar og patina giver charme. Vær nænsom og kæl selv for dine ting, husk på, at den fremmede som sliber dine ting, ikke har samme forhold til din souvenir som du selv. Det der bliver slebet væk, i bestræbelsen på at få en flot og blank overflade, kan aldrig sættes på igen. Den ting som skulle fortælle en historie, risikerer dermed at blive stum.

De ting jeg har brugt til istandsættelsen her, kan købes for få hundrede kroner og arbejdet kan udføres, selv i en lille lejlighed. Men husk at gå ud på altanen, når du bruger børsten på boremaskinen !

God fornøjelse !