Trods en perfekt vejrudsigt, var det næsten umuligt at skaffe et par mand til en tur i Storebælt. Der blev ringet til nær og fjern og flere gav dog også halvt tilsagn, men udeblev da det gjaldt. Vi kørte dog uanfægtede af sted søndag morgen, kun 3 mand, Thomas, Henrik og jeg – for dykkes skulle der.
Det var sommer, det var sol og det var søndag. Jo Mullerup havn, som er blevet renoveret siden vi var der sidst, modtog os med sol og blankt vand og der var allerede flere som var ude og spadsere på havnen. Båden blev lagt i og pakket, så vi kort efter kunne ”svæve” over Musholm Bugt, fulgt af legesyge marsvin. Musholm blev passeret og ude af læ, viste havet tænder, i form af 4 – 6 cm høje krusninger, men vi holdt godt fast og Henrik gav gas. Da han 12-13 minutter senere tog gassen af, viste vraget sig straks på sonaren og alt imens Henrik forsøgte at få et fint billede af vraget til beretningen her, dukkede en fin stor båd op. Det var Mogens fra Garagedykkerne, som var sejlet ud for at lufte et kvindemenneske, som han for øvrigt ikke præsenterede. Altså har det næppe været noget fast og med Mogens´ livsførelse, skal man jo agte sig for at spørge 😉 Hvad værre var, havde han undladt at medtage sin dykkerudrustning og var derfor ikke i stand til at følge os, men han mente også at der altid var dårlig sigt på Wave og sejlede efter en kort snak videre.
Med hensyn til sigten, kunne Mogens ikke tage mere fejl. Der var kun ganske svag strøm og omkring 10 meter nede – hvor strømmen var kraftigst – blev sigten meget dårlig et par meter, for herefter at klare op, til omkring 10 meter sigt. Fra omkring 20 meters dybde, tonede vraget tydeligt frem og jeg kunne mærke at jeg blev lidt halvkåd. Nede på dækket var der helt lyst og uden at tænde lygten, så jeg flere torsk svømme omkring og et par store tunger fik jeg også øje på, inden jeg gjorde kæden fast i en dæksspant.
Halleluja! – selvom der er omkring 6 – 7 meter fra lønningen og ned til havbunden, kunne jeg se denne, da jeg lænede mig ud. Det jeg har tænkt på mange gange tidligere, skulle nu endelig føres ud i livet; havbunden omkring vraget skulle undersøges. Efter et frit fald landede jeg blødt i mudderet på 32 meters dybde, på vragets styrbord side. Her var lige noget gelænder og aptering, som vakte min interesse og herefter zig-zagede jeg mig mod agterenden af vraget. Der lå rødtunger alle vegne, men at begynde at jagte fisk med kniven, tager for meget af koncentrationen, så de første lod jeg gå. Efter 15 – 20 meters svømning, kom jeg til sænkning i bunden og her blev det for meget, rødtungerne lå som i fiskehandlerens butik, side om side og efter jeg havde ryddet lidt op i fiskene på stedet, kiggede jeg op. Wow! Hernede var der næsten lige så lyst som oppe på dækket og jeg opdagede nu, at jeg lå under vragets køl, næsten 2 meter under vraget. Dette store hul, som strømmen har lavet gennem tiden, gør at de agterste 8 – 10 meter af vraget, hænger frit ud i vandet. Dykkecomputeren viste 35,5 meter, men også at jeg stadig havde masser af tid tilbage. Jeg lå lige og nød synet lidt, for herefter at svømme op i modsatte side og inden jeg nåede op ad skrænten her, sad der igen en rødtunge på min kniv.
Jeg fortsatte mod stævnen og svømmede igen op på vraget lige omkring forkanten af broen. Lige inden jeg forlod bunden, så jeg dog lige spor efter andre dykkere, et blybælte lå henover noget vraggods, som var det taget forsigtigt af og hængt, for senere afhentning. Efter at have nået toppen af vraget, hvor jeg ud af øjenkrogen kunne se bundtovet 10 meter væk, tjekkede jeg lige tid og luft. Min planlagte decotid var ved at være nået og mens Henrik passerede mig, forlod jeg vraget lidt før planen. Vel vidende, at jeg kunne glæde mig til 35 minutter mere på vraget, om et par timer igen.
Oppe i båden, var det bare stille hygge i det gode vejr og efter kort tid sprang Thomas også i vandet. Efter endte dyk, kom begge op lige så fornøjede som jeg og så var det tid til udveksling af oplevelser, mens vi fik lidt at spise og drikke. Da jeg havde hvilet lidt i solen, gentog jeg 2. dykket efter samme mønster som første, bare modsat vej rundt. Nu var sigten ikke så god længere, på bunden var den reduceret til 2 – 3 meter og strømmen var tiltaget noget hele vejen ned. Jeg nåede dog hvad jeg ville og efter endt dykning, indtog vi dagens første alkohol; en øl og en Underberg.
Turen hjem gik som turen ud, – bare i modsat retning. Vi fik dog lige scannet et lille vrag midt i Storebælt, som jeg har dykket for 20 år siden, men vi havde ikke mere luft og fortsatte rejsen. Vi ankom i Mullerup lidt før kl.17.00, pakkede sammen og kørte trætte hjem. Noget tyder på at vi var heldige, at komme på præcis det tidspunkt, hvor strøm og sigt en sjælden gang var 100% optimal for en dykker, på S.S. Wave.
Allan Jensen 2.maj 2010