Svensk damper på 692 brt., bygget i 1916 på Scheepsbauwerk Hardinxveld, Holland. Skibets første navn var Noordzee, siden Hengelo og indtil 1919 var det hjemmehørende i Amsterdam. I 1923 solgtes det til Kohlenimport AG, Königsberg, hvor navnet ændredes til Poseidon. Den 21. december 1925 løb skibet på et skær lidt nord om Gotland og på grund af dårligt vejr de følgende dage, blev skibet opgivet 1. januar 1926 og solgt til et bjærgningsselskab i Stockholm. Meningen var at vraget skulle hugges op, men det blev alligevel bjærget, repareret og omdøbt Tanja, hvorefter det fortsatte sit virke på havet.
Tanjas sidste rejse, var fra Danzig til Trollhättan med en last af 900 ton kul og sidst man hørte noget fra skibet, var den 10. november 1930, hvor det lå underdrejet i meget hårdt vejr syd for Bornholm. Siden var radioen tavs og Tanja dukkede aldrig op med kullene som aftalt. Under søforhøret, blev skibet konstateret “borte med mand og alt”, besætningen på 14 mand, samt en kvindelig passager savnedes. Nogen tid efter Tanjas forsvinden, kunne man i svenske aviser læse flere teorier, om hvor og hvordan skibet havde mødt sit endeligt. Damperen Gustafsberg havde sejlet samme rute som Tanja og var også de sidste, som havde haft radiokontakt. Heraf fremgik det, at Tanja lå sydvest af Bornholm og havde problemer i det hårde vejr, men ikke var i umiddelbart fare. Fra en anden svensk iagttager, kaptajn Albinson på motorskibet Lisa, som havde søgt nødhavn i Rønne på grund af vejret, var meldingen noget mere dyster. Han havde fulgt kommunikation mellem skibene på havet over radioen og da Tanja senere savnedes, kom han i tanke om en iagttagelse han havde gjort kl. 8 om aftenen, den 10. november. Himlen var i vestlig retning pludselig blevet lyst op, efterfulgt af en kraftfuldt dumpt knald. Første indskydelse var, at et tordenvejr var under opsejling, men der kom ikke flere – hverken lyn eller torden og Albinson mente ifølge avisen, at Tanja som nu var forsvundet, kunne være rendt på en mine fra krigen (1.verdenskrig). Det blev aldrig endeligt opklaret, hvad der var årsagen til Tanjas forsvinden, men skib og besætning var og blev borte.
Men en varm og stille sommerdag i 1995, dukkede Tanja så alligevel op og viste sig på vores ekkolod, som en 7 meter høj og skarpt aftegnet forhøjning på havbunden. Sigten var ikke så god på mit første dyk, husker jeg og der var noget strømturbolens omkring vraget, som ligger på styrbord side på 48 meters dybde. På grund af disse forhold kom jeg ikke hele vraget rundt, men jeg kunne dog se, at broen og maskinen ikke var placeret som de normalt er i forhold til hinanden, på sådan en lastdamper. På senere dyk var sigten betydelig bedre og vi fik efterhånden dannet os et godt billede af skibstypen. Hjemme igen gik arbejdet i gang i arkivet, med identifikation af vraget. Men inden jeg fik sammenlignet forlis i området, med størrelsen af skibet, lasten, en anslået alder og nationaliteten – som ifølge godkendelsesmærkerne i lanterneglassene var svensk, var der gået nogle år og det var atter blevet sommer. Denne sommer havde vi opnået tilladelse til at bjærge fra vraget og fandt så endelig ting, der med sikkerhed identificerede det til at være damperen Tanja, som var forsvundet næsten 70 år tidligere.
