Dansk damper på 1326 brt., bygget hos J. Blumer & Co, Sunderland i 1887. Skibets første navn var Auricula, under hvilket det sejlede frem til 1895, hvor det blev solgt til Dampskibsselskabet “Union”, København og omdøbt til Scotia. Den nye ejer, anvendte hovedsageligt skibet til fragt af tømmer, på Østersø-Nordsø ruten og det var netop en tømmerlast fra Riga til Ghent, som skulle blive Scotias sidste fragt.
Efter at have indtaget tømmerlasten i Riga, afgik skibet 20. november 1897 og allerede fra rejsens start, havde de hårdt vejr. En VNV-lig storm herskede i Østersøen, men kaptajn H.A. Nielsen var en erfaren skibsfører og trods det voldsomme vejr, var skibet på ingen måde udfordret på sikkerheden. Om morgenen den 23. november havde de passeret Bornholm og søgte nu ind under Skånes kyst, i roligere vand. Kaptajn Nielsen var ganske bevidst om Sandhammerens farlighed, med den ringe vanddybde og noterede sig bøjeafmærkningerne nøje. Men omkring middagstid, efter at have passeret Ystad i hvad man troede var sikker afstand, tog skibet grunden ganske let flere gange. Roret blev lagt hårdt om til styrbord, men straks herefter slog skibet hårdt mod bunden og pejlinger i lasten viste, at de var slået læk. Der pumpedes, men vandet blev ved at stige i forreste lastrum, så kaptajn Nielsen valgte at søge ind til Ystad. Lodsflaget blev hejst og maskinen blev sat på “fuld kraft frem”, efter kort tid rendte de dog på et stenrev og blev stående fast. Da stormen fortsatte med uformindsket styrke og skibet blev ved at hugge i bunden, valgte besætningen om aftenen at forlade skibet og blev sejlet ind til Ystad af lodsen. Rederiet forhandlede nu hurtigt en aftale i stand, om bjærgning af såvel skib som af lasten, med det svenske bjærgningsfirma Neptun.
Bjærgningsdamperen Helios påbegyndte arbejdet den 25. om morgenen, ved at kaste dækslasten overbord, dykkere fik tætnet lækagerne og skibet blev pumpet tomt for vand. Omkring middag kom de fri af grunden og skibet hvilede igen på vandet. Næste formiddag fyrede de op under kedelen, startede maskinen og Scotia satte sig derefter langsomt i bevægelse vestover, ledsaget af Helios. Da man først på aftenen befandt sig ud for Trelleborg, blev skibene ramt af en blindende snestorm og da søen var høj og imod, avancerede Scotia næsten ikke, hvorfor skibene tabte hinanden af syne. Alene i snestormen, skulle besætningen ombord på havaristen nu igen opleve, at vandet begyndte at stige. Klokken 22.30 stod vandet så højt i maskinrummet, at fyrene under kedlen slukkedes. Man affyrede nu raketter og nødblus, men da disse hurtig var opbrugt, tændte man på skibets agterdæk et bål af tømmeret fra lasten, i håb om opmærksomhed. Samtidigt lod man bagbords anker gå, for at holde stævnen op i vinden, men trods det at man lod al kæden løbe ud, sprængtes denne. Man valgte nu at søge land i redningsbåden, men efter at kun 4 mand – heraf 2 af bjærgningsmandskabet – var entret denne, rev den sig løs og drev væk. Klokken 4 næste morgen, passerede den svenske damper Ymer af Stockholm stedet og blev opmærksom på bålet ombord på Scotia. Ved 6-tiden påbegyndtes nu en dristig redningsaktion, hvor man af 4 omgange afhentede de 18 ombordværende søfolk. Da man herefter overlod Scotia drivende mod sin undergang, stod hele agterskibet i flammer, men besætningen var nu i sikkerhed og landsattes i Helsingborg samme dag. De 4 mand som drev væk i redningsbåden, blev fundet efter 24 timer i det oprørte hav, af den engelske damper Princess Alexandra. I løbet af natten, var dykkeren Eklund og fyrbøder Anderson fra bjærgningsselskabet døde af kulde og udmattelse, mens tømreren og fyrbøderen fra Scotias besætning, med nød og næppe havde klaret sig og senere landsattes i Reval.
Næste dag blev Scotia fundet på 12 favne vand, 3½ sømil fra land, med kun mastetoppene over vandet. Kaptajn H. Edgren, styrmanden og de fire bådsmænd fra Ymer som havde reddet Scotias besætning, blev hædret med henholdsvis medaljer og pengebelønning for deres indsats.
Efterfølgende blev vraget nedsprængt og skrotbjærget. I dag står den mægtige kedel og dampmaskinen næsten alene og lodder 5 meter op, men er omkranset af jernplader, rør og en masse andre skibsdele, samt tusindvis af vandtrukne tømmerstokke. Der er altså ikke tale om et vrag i egentlig forstand, men vragdele spredt i et større område omkring maskinen. I agterdelen som stadig bærer spor af branden, er der nogle rum, hvori der blev fundet en del flasker, krukker m.m. i 1990-erne. Men vraget er bestemt et dyk værd, idet sigten altid er god og de ofte mange omstrejfende torsk, gør det til en oplevelse. Og så er det jo et af få steder, man kan opleve en stor dampmaskine stående frit til skue på denne måde.
