S.S. Rolandseck

Tysk dampskib bygget i 1936/1937 på Stettiner Oderwerke A.G. Skibet var på 1845 brt. og målte 85,41 meter i længden og 12,90 meter i bredden. Rolandseck fik byggenummer 792 og blev afleveret til ejeren : D.G. Hansa i Bremen, den 27. januar 1937.

Da 2. verdenskrig brød ud, lå Rolandseck på Vigo red i det nordvestlige Spanien. Det kunne blive svært for et Tysk skib at nå hjem gennem kanalen, hvor engelske ubåde og destroyere patruljerede, nu da Hitler havde erklæret “das totale krieg”. Men der var nu mere end nogensinde før, brug for skibet hjemme i Tyskland og besætningen overmalede derfor skibets navn, samt rederimærket på skorstenen. Inden længe havde de ændret skibets identitet fuldstændigt og skibet afsejlede nu under dække, af at være den danske damper S.S. Oluf. På denne måde kom de sikkert til Hamborg, under dansk flag.

Den 12. marts 1945 blev Rolandseck bombet af Engelske fly i Kattegat, i nærheden af Nidingen.

I dag udgør Rolandseck et prima dykkemål, her er virkelig noget at se på. Foruden det øverste af broen som er styrtet sammen, er vraget meget intakt og mulighederne for at komme ind, er utallige. Mellem de to forreste lastrum, står der på dækket en lastbil og i lastrummene er der både et par hele motorcykler, samt kasser med reservedele, benzintanke, hjul m.m.

Bag brobygningen står der også nogle militære køretøjer, de er kørt halvt ind under udhænget på siderne af maskinrummet og i de bagerste lastrum, er der også fyldt op med militært isenkram. Der er en del monofilgarn og trawlrester mange steder på vraget, da dette er begroet med søanemoner kan det godt være lidt svært at skelne tingene fra hinanden i mørket. Men efter et par dyk, virker vraget meget reelt og man kan få sig nogle rigtig gode oplevelser, ved at gå på opdagelse her. Man kan svømme gennem sidegangene og nede imellem køretøjerne, dette vrag er et sandt eldorado for den nysgerrige. Selvom bunddybden er 51 meter, er det omkring dæksniveau ved de nederste kahytter og ved køretøjerne på 44 – 45 meters dybde der er mest spændende. Man kan dog sagtens nøjes med en dykkedybde, på de omkring 42 meter der er omkring broen, for at få sig en oplevelse. Bag broen ligger den væltede skorsten og bag denne hæver sig et stort stativ, hvor der i toppen sidder en stor vandtank. Alene i og omkring broen, er der nok at kigge på, til mange dyk.