Finsk damper bygget på Atel. & Chant. de St. Nazaire i 1925, for rederiet : Finska Ångfartygs Aktiebolag, også kaldet “de hvide både”. Oberon var knap 100 meter lang og på 3008 brt., skibet sejlede i rutefart Helsingfors – København – Hull og retur, med gods og passagere.
Det var den 19. december 1930 og klokken var ca. 22:00 om aftenen. Kaptajnen på Oberon havde tidligere på aftenen været i telegrafisk forbindelse med sin bror, der var kaptajn på et andet af rederiets skibe; S.S. Arcturus. De to kaptajner havde beregnet hvor de ville passere hinanden og signalerede med dampfløjterne, da de nærmede sig positionen for “at hilse på”. Dette møde skulle blive skæbnesvangert for de to skibe. På grund af ekkoet i den meget tætte tåge, fejlbedømte Arcturus´s kaptajns Oberons position og pløjede sin stævn ind i siden på det nu dødsdømte skib, Oberon sank på kun 3 minutter. Kaptajn Eric Hjelt havde taget sin kone og datter med på denne rejse, for at gøre juleindkøb i England. Da han blev reddet op af det iskolde vand, havde han sin 4 årige datter i armene, desværre var hun allerede frosset ihjel og hans kone var blandt dem af de 43 omkomne, som aldrig blev fundet.
Oberon ligger i dag hvor den landede, for snart 70 år siden. Skrigene er forstummet, træværket er de fleste steder rådnet væk, men det er ikke svært at genkalde sig de tragiske minutter, når man ser det store skibsskrog ligge på havbunden. Oberon ligger på sin styrbords side, på 54 meters dybde og er med sine mange kahytter, saloner og gange, et meget spændende sted at gå på opdagelse. Selve broen er meget ødelagt, trods det at den har været bygget af jern. Dette skyldes ifølge en gammel Læsøfisker, at Tyskerne under sidste verdenskrig angreb vraget med dybdebomber, i den tro at det var en engelsk ubåd de havde sonarkontakt med. Foruden de omfattende ødelæggelser af vraget, betød bombningen også, at en del af skibets last som bestod af smørdritler, flød op til overfladen og drev i land på Læsø. Fra vragets dæk og ca. 10 meter ud på havbunden, ligger en masse forvredne jernplader og kobberrør, inventar og andre ting fra broens udrustning.
At dykke på og omkring broen, vil være en udfordring, selv for den erfarne vragdykker og vil kunne holde ham beskæftiget på mange dyk. Her er virkeligt noget at se på og har man mod på det, er her adgang til flere underliggende dæk. Mange af skibets skot er faldet sammen og der er nu dannet nogle store rum i skroget, fyldt med en blanding af møbler, loftbrædder, paneler og mudder. Den erfarne vil dog hurtigt kunne tyde ruminddelingerne og på den måde orientere sig, her er masser af plads, men det driller lidt at vraget ligger på siden. I salonerne lige under og bagved broen, er der mulighed for at komme ind fra dækket, men også her har dybdebomberne sat sine spor, næsten alt er knust. Hvis man svømmer agterud herfra, hvor man har skibets hoveddæk på sin højre side, så vil man lige efter maskinskylightene møde agterste mast.
Denne mægtige mast rager ud i vandet i fuld længde, rigtigt flot ser det ud hvis der er god sigt. Har man luft nok på flaskerne bør man også svømme ned på agterdækket, her står et dækshus hvor der er kabys, et par kahytter, samt rum med malerbøtter, værktøj m.m. Søgelænderet er hele agterenden rundt intakt ( det var det stadigvæk i Maj 2000 ) og får vraget til at se langt yngre ud, end fra 1930. Svømmer man nu rundt om agterenden og op på vragets overside, kan man her slå et sving ned om skruen, inden man følger bagbords side tilbage til broen. Skruen er enorm og man får et godt indtryk af skrue og ror, når et vrag ligger på siden som her.
Fra broen og fremad i vraget passerer man først den knækkede formast, bommene og det store laste / lossespil, ved bagkanten af bakken i skibets midte, er en nedgangskappe og på hver side nogle døre. Svømmer man ind i nedgangskappen, én etage ned ( altså vandret ) og frem i vraget, kommer man ind i lamperummet. Her stod i sin tid alle reservelanternerne og udgjorde et flot skue, men intet varer evigt og disse lanterner er nu bjærget og sikret imod at blive tæret op af havvand. Skibsklokken og maskintelegraferne er gået samme vej, sådanne ting adskiller sig ikke væsentligt fra de øvrige vragdele, før de er restaureret og pudset. Dette arbejde er ofte forbundet med store omkostninger, før tingene er seværdige.
Det er en udbredt misforståelse, at disse ting står og skinner til de forbisvømmende dykkernes store fornøjelse. Kun den skibskyndige og erfarne vragdykker, er i stand til at skelne disse ting fra de øvrige vragdele, i et ofte sammenfaldet og mudderfyldt vrag.
Indrømmet, Oberon ligger dybt, men byder også på vragdyk i højeste klasse. Der skal mange dyk til, før man kan få et ordentlig indtryk af vraget og det er ikke et sted man bare racer ud til med 50 dyk i logbogen og snupper et par dyk. Har man derimod samlet erfaring og rutine på andre store vrag, – på lidt lavere vand – så har man her chancen, for at få sig nogle dyk man helt sikkert aldrig vil glemme. Foruden nogle enestående dyk, er der også altid mulighed for at finde sig en souvenir, i de store mængder rejsegods der er i vraget.
Oberon´s 1.klasse rygesalon, gulve, borde og søjler er i marmor, væggene er i citrontræ med udsmykninger i elfenben og ibenholt, mens stolene er i valnøddetræ betrukket med krokodilleskind.