Denne svenske damper på 1341 brt. hjemmehørende i Göteborg, var Helsingør Jernskibsværft´s nybygning nr. 107 og blev afleveret til ejeren i 1905, Normandie var 70,69 meter lang og 10,74 meter bred.
Normandie afsejlede fra Göteborg den 19. Oktober 1916, mod LeHavre i Frankrig og var lastet med metalvarer, jernringe og ståltråd, papirvarer m.m. Dette var midt under den 1. verdenskrig og besætningen må have vidst at de sejlede med krigskontrabande, men tog altså chancen alligevel. Der var mange penge at tjene, for såvel reder, som for søfolk i de år, 2 eller 3 gange den normale hyre kunne godt lokke eventyrlystne matroser ud, mellem miner og ubåde. Dette har næppe været deres første tur i krigsårene, søfolkene har sikkert været krigsvandt og ikke bekymret sig synderligt – udover at træffe de normale sikkerhedsforanstaltninger, som at gøre redningsbådene klar, så de kunne svinges ud og sættes i vandet på få minutter. Skibet tøffede nu afsted i aftenmørket, med blindede lanterner og udover den skærpede udkik på bakken, åndede alt fred og ro ombord, – krigen var langt væk.
Normandie var ikke det eneste skib der holdt udkik den nat, på den Tyske ubåd U-71 var man godt klar over, at det ikke kun var tyskerne der købte stål i Sverige. Tæt under land ved Skagens fyr, havde besætningen fundet sig et godt sted at ligge på lur. Fyret fejede sin kraftige lyskegle udover havet, henover ubådens tårn – som lå skjult i mørket – men belyste svagt de skibe, der prøvede at luske usete forbi Skagens gren – ud i Skagerrak og Nordsøen.
Vagthavende officer på ubåden sejlede Normandie i møde og fik hurtigt prajet skibet, med ordre om at at stoppe. Normandies besætning kunne intet stille op, men kunne kun glæde sig, over ikke at være blevet sænket uden forvarsel. Efter at have gennemset skibets papirer, beordrede den Tyske officer Normandie sænket og besætningen fik nu kun få minutter, til at finde overtøjet frem og komme i redningsbådene. Imens anbragte tyskerne sprængladninger i skibets maskinrum og kort tid efter kunne søfolkene fra deres redningsbåde høre et hult drøn og lidt efter, i de svage kortvarige lysglimt fra fyret, se Normandie rejse stævnen mod nattehimlen og – under hvæsen og sprutten fra den udtrængende luft – glide baglæns i dybet.
Det tungt lastede skib landede på sin bagbord side, på 48 meters dybde og ligger sådan den dag i dag. Broen er væltet ud på havbunden og er i dag næsten dækket helt af mudder, skorstenen ligger under bundniveau og kun 6 – 8 meter fra vraget kan man se toppen af den – stikkende ud af den mudderskrænt, som strømmen har dannet op ad vraget gennem årene. Både ved broen og ved dækshuset omkring maskinrummet, kan man svømme ind ovenfra og under mudderet ligger en masse fine sager.
Konturerne af ruminddelinger m.m. er sløret noget, af de mange store søanemoner på oversiden af vraget, svømmer man ned af dækket mod bunden aftager mængden af søanemoner hurtigt, til gengæld er her meget mørkt og ofte dårlig sigt. Ude ved stævnen er der noget dybere på bunden, end ved broen og de forreste 5 – 6 meter af vraget hænger frit ud i vandet. Både på bakken og mellem lastrummene sidder de store laste / lossespil på plads endnu, disse er ofte faldet af pga. vægten, når et vrag har ligget på siden i så mange år, men de kunne deres kram på Helsingør skibsværft.
Normandie er et meget spændende vrag for den øvede vragdykker og som det ligger her, hvor der tit er strøm og dårlig sigt, halvdybt og på siden, så får vraget nok lov at beholde noget af sin jomfruelighed, i mange år endnu.
