S.S. Norderney

Tysk damper på 5200 brt., som blev bygget i 1896 på Wigham Richardson & Co. i Newcastle. Bygherren var “Rickmers Reismühlen” i Bremerhaven og nybygning nr. 315 fik navnet “Elisabeth Rickmers”. Skibet sejlede de første år på ruten Bremerhaven – USA og medbragte foruden fragt, også op imod 200 passagerer. Senere gik rejserne også mellem Bremerhaven og flere sydamerikanske havne, samt mellem Sydamerika og USA. Elisabeth Rickmers blev den 17. januar 1900, solgt til Norddeutsche Lloyds og fik navnet Norderney.

Allerede natten mellem den 13. og 14. januar 1915, havde den Russiske krydser “Rossija” udlagt 100 miner af typen “1912”. Minerne blev lagt i 5 rækker med 20 i hver, i en dybde af 16 fod (ca. 5 meter), cirka 10 sømil nord for den tyske ø Rügen. Minefeltet blev kaldt “spærring nr. 12″og skulle blive et dyrt bekendtskab for tyskerne. Selvom Tyske skibe både den 25. januar og den 1. april 1915 påsejlede miner samme sted, lykkedes det ikke de Tyske minestrygere, at rydde området effektivt for miner. Da besætningen på Norderney den 25. juli 1916, var på vej hjem til “Das Vaterland” med en last jernmalm, ramte skibet en mine og sank. Kaptajnen og tre besætningsmedlemmer omkom.

Vraget står ret på bunden og er meget intakt, dybden er 48 meter og vraget lodder 12 meter op ved broen. Jeg vil nu starte min beskrivelse i stævnen, for det var her jeg selv landede på vraget første gang – ovenpå bakken, og selvom sigten var god, så gik der noget tid inden det gik op for mig, hvor jeg befandt mig. Da vi havde loddet vraget op, kunne vi godt se at det var meget stort, men her lå jeg på knæ på et fint trædæk som strakte sig langt omkring og troede derfor først, at det var overbygningen ved broen. Jeg fandt den side på bakken hvorfra jeg kunne se dækket, svømmede ud over kanten og henover en mægtigt lastluge, efter at have svømmet omkring 10 meter, passerede jeg nogle væltede master størrelse X-large. Da sigten var god, svømmede jeg et stykke over dækket og kiggede nedad, for at se om der skulle dukke noget interessant op imellem de nedfaldne master og bomme. Da jeg efter at have svømmet et stykke tid kiggede op, gav det et sug i maven på mig, ved synet af den store bro. Mine øjne havde nu vænnet sig til mørket og jeg havde nu 20 meter sigt. Lige foran broen er vraget brækket over og det meste af broen er styrtet forover, dels ned på dækket og dels ud over siderne af vraget. Siderne og bagvæggen af bestiklukafet står op endnu og i dette “rum”, er der et virvar af møbler, aptering, elkabler m.m. Styrbord side er pakket helt ind i et trawl, fra lastrum 2 og ned til bagkanten af broen, trawlet hang dengang faretruende højt op i vandet, men vi har fjernet en del af det siden.

Jeg svømmede under trawlet og gennem bunken af inventar, ud i bagbord side og ind på svalegangen, først her blev jeg af mørket mindet om, at tænde min lygte. For første gang i næsten 80 år blev der nu igen lyst i kahytterne, efterhånden som jeg nåede hen ad gangen. Jeg var ikke meget for det, men efter nøje at have studeret de første par rum i denne side, havde jeg nu været nede så længe, at jeg var tvunget til at aflæse min dykkecomputer og manometer. Jeg lå et øjeblik og overvejede om jeg skulle svømme videre, da en stime torsk afgjorde sagen, de kom jagende ud inde fra mørket og med dem fulgte en muddersky som gjorde, at sigten på et øjeblik var reduceret til 25 cm. Jeg forlod gangen og svømmede op ovenpå bygningen – afbrudt i mit ærinde, men mæt af indtryk. Efter en svømmetur på 60 – 70 meter var jeg tilbage på bundtovet og jeg havde nu 35 minutters dekotid, til at gennemtænke mine oplevelser i.

Siden da har jeg foretaget flere dyk på vraget og vil nu kort forsøge at beskrive resten. I styrbord side er der en lignende sidegang og selvom vi har fjernet en del af det trawl, som sad fra forkanten af broen og et langt stykke ned langs styrbord side, er her stadigvæk ret utilgængeligt. Sidegangene er omkring 15 meter lange og der er 3 – 4 døre i hver side, dørene er indgang til kahytter og saloner og her ligger møbler overalt, helt intakte teaktræsstole man kan rejse op og sætte sig i. Dørene sidder de fleste steder på plads og der hvor mudderet ikke står for højt, kan de stadigt bevæges på sine hængsler. Et hospital er her også, med både operationsbriks og skabe, hvor der stadigt står apotekerkrukker og medicinflasker på hylderne, de fleste er dog faldet ned på dørken og gemmer sig nu i mudderet.

Bagerst i bygningen er maskinrummet og her kan man svømme ned ovenfra, der er langt ned til maskinen, men hernede på omkring 50 meters dybde, er der et væld af rør og ventiler. Bag overbygningen følger endnu to store lastrum og også her ligger masterne væltet, helt agter er der en bygning på størrelse med broen på en mindre damper. Her går der to gange igennem på langs og der er to rum på hver side, disse rum virker ret tomme, i midten går der også en trappe nedenunder. Bag bygningen står resterne af et enormt dobbeltrat (se billedet), dette rat er desværre trawlet i stykker, stumperne ligger rundt omkring på agterdækket og styremaskinen er viklet ind i trawl. På bygningens forside i bagbord side, ligger et stort reserve skrueblad.

Wigh. Richardsons nybygning nr. 315 i 1896, som Elisabeth Rickmers