Tysk damper bygget i 1924 i Frankrig, under navnet Vaccares. Skibet var på 2997 brt. og 96 meter langt, Vaccares var hjemmehørende i Marseilles, men blev i 1937 solgt til “Hanseatica Aschpurvis & Veltjens” og omdøbt til Colon.
Uden at skifte rederi, men i forbindelse med omregistrering fra Panama til Hamborg i 1939, kom skibet endeligt til at hedde Hohenhörn og blev fra krigens start brugt til transporter for Krigsmarine. Eksempelvis transporterede Hohenhörn i efteråret 1943, lokomotiver og togvogne fra Finland til Tallin. De Tyske tog kunne pga. sporvidden ikke køre på de Russiske skinner, hvilket vanskeliggjorde transporterne til fronten, men det kunne de Finske. Til lastning af disse tog, blev Hohenhörn udstyret med en meget kraftig kranbom, som kunne løfte 75 ton. Denne kranbom kan ses på billedet nedenfor, foran broen og stikkene højere op end masterne.
Den 21. oktober 1944, sejlede Hohenhörn transport “A 16”, en last af 4000 ton svovlkis fra Narvik mod Emden. Men da de nåede til Stora Pölsan lidt nord for Göteborg, påsejlede skibet en mine. Minesprængningen skete kl. 8 om morgenen midt under vagtskifte, så det meste af skibets besætning opholdt sig på dækket lige bag broen. Minen detonerede i skibets agterende og lugen fra bagerste lastrum, blev slynget højt op mellem masterne. Hohenhörn sank på 7 – 8 minutter, men da hele besætningen var vågne og påklædte, kunne de redde sig ved straks at gå i redningsbådene. Hohenhörn lagde sig til hvile på 52 meter vand og besætningen blev kort tid efter samlet op af damperen Claus Rickmers og fortsatte nu rejsen til Tyskland. Ifølge signalgast Gerhard Matz, var den eneste som måtte lade livet ved ulykken – foruden skibsrotterne – en ged man havde med, fordi kaptajn og styrmand forlangte frisk mælk hver morgen.
På dage med god sigt er det et fantastisk flot vrag, masterne står op endnu og skorstenen er væltet fremover og ligger nu henover broen. Sådan et intakt vrag, er en god grund til at tage sig sammen og dykke lidt dybere, den slags findes simpelthen ikke på 30 meter vand. Dybden på bunden er 52 meter, men man møder allerede toppen af broen og de afbrækkede master på ca. 35 meters dybde, herfra kan man så enten dykke “trinvis” dybere, ved at svømme bagud i vraget – udover maskinskylightet og ned ad svalegangene med de mange kahytter.
Man kan også svømme fremad og ned foran broen, her er åbent og man kan se ind til den store styremaskine, hvor rattet desværre for længst er havnet i maverne på grådige pæleorm. I etagen nedenunder, kan man se gennem både koøjer og nogle store tærehuller i pladerne – ind i en salon, hvor de store krystallamper stadigt sidder i loftet, det er helt “Titanicagtigt”. Man kan også se både borde, stole og skabe derinde og i skabene er der store mængder porcelæn, glas m.m.
Det er et meget fristende sted, men det kræver stor rutine og planlægning, hvis man på en forsvarlig måde vil forlade det trygge frie vand, for at mase sig gennem de forrevne jernplader og gå på opdagelse i mørket indenfor. Der er meget mudder derinde, så sigten bliver hurtigt meget dårlig. Nedfalden aptering og elkabler venter kun på at fange en uforsigtig dykker, så har man anlæg til panik, bør man erkende dette og nyde de mange detaljer udefra.
Det er en meget høj bro, så det er nærmest en mur man svømmer ved og passer man ikke på med afbalanceringen, havner man til sidst i bunden af det tilsyneladende tomme lastrum, på omkring 50 meters dybde. Svømmer man fremad i lastrummet, vil man snart støde på krigsmateriel; motorcykler, lastbiler, uidentificerbare genstande og store kasser som er hele endnu. Efter at have svømmet cirka 30 meter og passeret en masse tysk krigsudrustning, kommer man til den høje bak. Gennem den åbne dør, kan man se at mudderet ligger meget højt og umiddelbart er der ikke til at komme ind for nedfaldet aptering. Gerhard Matz husker ikke, at de havde militære køretøjer med på denne rejse. Dette var dog ret almindeligt og da vægtfylden på svovlkis er så høj, at en fuld last kun fylder 1/4 af lastrummene, er det nærliggende at man har brugt den overskydende plads til lette køretøjer, som af en eller anden grund skulle retur til Tyskland.
