Herald var en engelsk skruedamper på 696 brt., bygget af jern hos Charles og William Earle, Ironshipbuilders, Hull, i 1857. Skibet blev bygget for Veltmann & Co. til rutefart på “Hull to Mediterranean run”, hvor det fragtede passagerer og gods. Under ombygning til fragtdamper i 1869, fik skibet blandt andet nyt dæk, vandtætte skot og blev forlænget, så det kom til at måle 211 fod i længden (godt 60 meter) og 26 fod i bredden, men var fortsat ejet af Veltmann & Co. i Hull.
Herald var på rejse fra hjemhavnen til Danzig i det daværende Preussen, i november 1872. Skibet var tungt lastet med jernplader og stykgods og havde hele vejen haft en hård rejse, men da de nåede ind i Østersøen blev ondt værre og det blæste fuld storm den 10. november om aftenen. Hvad der egentlig skete den nat er noget usikkert, den eneste overlevende fra Herald var nemlig en fyrbøder, som i kraft af sit job naturligvis ikke var i stand til at følge skibets navigation. Modparten i ulykken, kaptajnen på den svenske bark Amalia, hævdede at han ikke var klar over at have påsejlet den 60 meter lange og tungt lastede damper. Han huskede godt at Amalia på et tidspunkt krængede voldsomt og at bovsprydet blev brækket af, men det var meget hårdt vejr med voldsom søgang og han mente, at de var blevet ramt af en skæv sø.
Man skal forestille sig, at vinden har hylet i riggen på skibene og luften har været fuld af skumsprøjt. Skibene har arbejdet voldsomt i de 6 – 8 meter høje bølger og det har været bælgmørkt. Vi ved ikke om lanternerne har været sodet til, eller om de måske endda var gået ud, men søfolkene har måske også haft vigtigere ting at gøre, end at sikre sig imod kollision. Da den naturlige vej til Danzig går syd om Bornholm, er det mit gæt at Herald har valgt at søge læ på øens nordside, siden kollisionen indtraf hvor den gjorde. At en damper i denne størrelse søger læ for vinden, vidner i så fald også om vejrets voldsomhed. Et faktum er det dog, at Herald blev påsejlet i bagbord side lige foran broen. Amalias stævn har ved kollisionen skåret sig dybt ind i Heralds skrog og flået dækket op flere meter ind. Ifølge fyrbøderen Thomas Atherton, var det da også et mirakel at alle 18 søfolk i første omgang nåede i redningsbådene, for Herald sank på mindre end 15 minutter.
Om den ene redningsbåd allerede ved søsætning er kæntret, ved vi ikke. Men ifølge Thomas Atherton, skulle besætningen på hans redningsbåd på et tidspunkt undsætte den kæntrede båd, med det resultat at også dennes båd kæntrede. En stor del af besætningen fik dog reddet sig op på kølen af båden og drev sådan omkring i de voldsomme bølger, imens kræfterne slap op hos dem, én efter én. Da morgenen gryede, havde stormen lagt sig betydeligt og de lokale fiskere fandt den kæntrede båd med kun tre mand på. Inden de nåede helt hen til de nødstedte, gled den ene af dem dog ned af båden og gik til bunds, en anden viste sig allerede at være død, så fyrbøderen var eneste overlevende.
Fyrbøder Atherton afgav forklaring og på baggrund af denne blev Amalia tilbageholdt, da det indkom til Dragør den følgende dag. Hans forklaring om, at et stort hvidmalet 3-mastet skib havde påsejlet dem, svarede nemlig meget godt til Amalias udseende, dets rute og navnlig skibets skader på stævnen, som tydeligt vidnede om en voldsom kollision.
Heralds skade efter kollisioner, lader heller ikke i dag – mere end 130 år efter – nogen tvivl tilbage, om at det var en voldsom kollision. Vraget er simpelthen brækket næsten helt over og dampkedelen ligger ude i bagbord side, mellem resterne af brobygningen og en masse forvredne kobberrør. Herfra og agterud har vraget holdt sig godt, meget af trædækket er fortsat helt og men kan se ned i kahytter og lastrum, gennem de utildækkede luger. Fra kollisionsstedet og frem i vraget, er der først 5 – 6 meter hvor dækket er splintret og skibssiderne forvredne. Fremme ved forreste lastrums lugekarm, ligger der en stor 4-bladet skrue på dækket og herfra og frem til stævnen, har vraget holdt sig bemærkelsesværdigt godt, alderen taget i betragtning. Nede i de forreste to lastrum, ser man tydeligt de store trækasser, som indeholder jernplader. I de bagerste lastrum – på siderne af maskinrummet – er der fyld af glaserede lerrør, med en diameter på 10 – 15 cm. Det meste af vraget lodder 3 – 4 meter op over havbunden og i stævnen endnu mere, i styrbord side har mudderet dog lagt sig op ad vraget, så der midtskibs kun er knap en meter fra lønningen og ned til havbunden. Dybden på havbunden er i stævnen 51 meter og i agterenden kun 46 meter.
Ovennævnte forklaringer fra Thomas Atherton, er fra søforhøret i 1872. Men i 1876 udkom en lille bog med dramatiske sømandshistorier, udgivet af “Port of Hull Society´s Orphan Institute”. Jeg vil her i uddrag og frit oversat fra engelsk, gengive Athertons fortælling sådan:
Klokken var 12 nat, jeg havde netop holdt en halv times hvil i den friske luft og var vendt tilbage til arbejdet ved kedlerne, da jeg hørte nogen råbe: Hårdt til bagbord! Jeg havde dårligt nået at lægge skovlen fra mig, før jeg mærkede et voldsomt stød i skibet, vandet væltede ind i kedelrummet som hurtigt fyldtes med damp og jeg kunne ingenting se. Jeg sprang op ad lejderen og op på dækket, hvor en stor bark havde skåret sig så dybt ind i Heralds bagbord side, at trædækket var splintret ind til midtskibs. Jeg stod et kort øjeblik under barkens bovspryd og så den glide tilbage og ud i mørket. Straks skibene var fri af hinanden begyndte Herald at synke, men alle mand undtaget maskinmesteren Charles Brown, var allerede på dækket og i gang ved redningsbådene. Maskinmesteren havde haft en lang opslidende vagt, efter flere dages storm og kunne ikke vækkes. Man forsøgte at råbe til barken om hjælp, men fik ingen svar og efter få minutter sank Herald under fødderne på os og trak den ene redningsbåd med ned. Den anden båd var næsten bordfyldt, men vi forsøgte alligevel at redde så mange op i den som muligt og da vi gjorde mandtal, var vi 10 i alt husker jeg. Vi roede nu rundt i det naive håb, at skibet som havde påsejlet os var vendt for at redde os. At ro i en bestemt retning var ikke muligt i den bordfyldte båd i så store bølger, det gjaldt blot om at holde båden flydende og undgå at kæntre. Da vi havde drevet rundt i en times tid, brækkede en stor sø ind over båden og væltede den på ny, det lykkedes Edward Piggott, John Spurr og jeg selv at komme op på kølen af den kæntrede båd, mens vi kunne høre nogen af vores kammerater under båden råbe og banke, mens de klyngede sig til tofterne. Vi var alle så kolde og udmattede, at ingen tog initiativ til at forsøge at vende båden. Efterhånden som natten skred frem, hørte vi ikke mere til kammeraterne under os og da morgenen gryede, kunne Piggott ikke længere holde sig fast, men blev skyllet ned ad båden af en bølge og forsvandt. Omkring klokken 10 formiddag, fik jeg øje på en fiskerbåd og forsøgte at råbe dem op, men afstanden var for stor og de hørte mig ikke. Efter lidt tid fandt jeg mit tørklæde frem og viftede mod båden, endelig fik jeg fiskernes opmærksomhed, på det tidspunkt var Spurr stadig i live. Men da vi lå luvart for dem, varede det længe før de nåede os og næsten samtidigt hermed, bredte døden sit slør over Spurr´s øjne, en bølge vaskede ham herefter ned af båden og bar ham væk.
Efter at have klynget mig til redningsbådens køl i 11 timer, var jeg nu endelig i sikkerhed. Fiskerne som kun var på stedet, for at lede efter nogle garn som stormen havde flyttet, tog det våde tøj af mig og gav mig en del af deres tørre og varme tøj på. Efter nogen tid i logi hos fiskeren, var jeg kommet mig så meget at jeg af det britiske konsulat blev sendt fra Rønne til København og herfra videre hjem til Hull, med S.S. Pacific.
