Engelsk damper, bygget hos C.&W. Earle i Hull som byggenummer 594, i året 1913. Skibet målte 76,20 meter i længden og 11,30 meter i bredden, bruttotonnagen var på 1687 brt.
Gitano var ejet af Wilson Line og hjemmehørende i Hull, hvorfra skibet afsejlede den 20. december 1918, med København som destination via Göteborg. Foruden kullasten, var der en del kasser indeholdende uniformer, sokker og store ruller stof i forskellige kvaliteter. Endvidere var der adskillige kasser vin og champagne, samt stykgods som bl.a. bestod af porcelæn og personlige ejendele.
Efter at Gitano var afsejlet fra England, hverken hørte eller så man mere til skibet. Engelske aviser skrev fra starten af januar 1919, om det forsvundne Wilson Line skib som aldrig var nået til Göteborg. Interessen skyldtes ikke mindst, at kaptajn W.J. Decent var en kendt og anerkendt skibsfører og at Wilson Line var et hæderkronet rederi. Samtidigt var kaptajn og det meste af den 28 mand store besætning Hull-borgere og frygten for totalforlis var velbegrundet, med første verdenskrig i frisk erindring. De bange anelser blev da også bekræftet, da der endelig den 10. januar 1919 indløb telegram fra Tvedestrand i Norge, hvor vragdele, heriblandt en åre fra Wilson Line mærket “Gitano”, var drevet i land. Ingen fra besætningen blev nogensinde fundet og man havde ingen indikationer på, præcis hvornår eller i hvilket område ulykken var indtruffet. Man tilskrev dog forliset en minesprængning, idet mange miner stadig drev omkring både i Nordsøen og i Skagerak, minesprængninger sås også nu og da, selv flere år efter at krigen var slut.
I mange år havde fiskerne kendt til en række store vrag, som lå tæt samlet mellem Skagen og Sverige, Rabarberne kaldte de området. Men først i starten af 1980-erne, var der nogen som var nysgerrige nok, til at dykke ned og se hvad det var for vrag. Det var Åge Jensen og Philip Nathansen, som efterhånden fik sat navn på de fleste, af de hidtil uidentificerede vrag og derved fik trukket historierne frem i lyset. S.S. Gitano var et af disse vrag og man kunne derfor konstatere, at skibet havde været tættere på at nå ind i de minestrøgne ruter og dermed i sikkerhed, end man i 1919 havde regnet med. Men netop det at runde Skagen, havde været skæbnesvangert for en række skibe, idet englænderne her havde udlagt “den 4. minespærre”, mod især tyske ubåde. I alt 9 skibe gik på minerne og til bunds, flere forskellige nationaliteter, men paradoksalt nok var der ikke et eneste tysk skib iblandt dem.
Alt hvad der er foregået, i tiden fra man på Gitano smed trosserne i Hull og til skibet landede som vrag på havbunden øst for Skagen, er gætterier. Men et faktum er det, at vraget i dag ligger med godt og vel 45 graders slagside til bagbord, på 41 meters dybde. Vraget er efterhånden noget medtaget, dels af tidens tand, men især sporene efter kommerciel bjærgning med tungt grej, har mildest talt ændret vragets tilstand betydeligt. Dette arbejde er hovedsageligt foregået i vragets agterste del, hvor også en 4-tommer kanon er bjærget, men området fra omkring broen og frem er fortsat dykkeværdigt.
