Græsk damper bygget i 1889 hos Hall, Russel & Co Ltd. i Aberdeen. Nybygning nr. 252 blev leveret til J.T. Rennie & Son og første navn var Ifafa. Skibet målte 82,30 meter i længden og 10,70 meter i bredden, tonnagen var ved nybygningen 1788 brt.
Ifafa blev i 1906 solgt og omdøbt til Tantah, i 1923 igen solgt og kom nu til at hedde Jean og hele fire gange mere, skiftede damperen ejer og navn. Således sidste gang i 1937, hvor Piræus i Grækenland blev skibets sidste hjemhavn og navnet blev det, hvorunder det senere sank: Ekaterini Peppa.
Den 8. februar 1938, kunne man læse følgende i en dansk avis:
Rønne
To skibe, en græsk og en hollandsk damper, stødte i tågen mandag aften sammen ved Adlergrunden 20 kvartmil sydvest for Rønne, skibene udsendte S.O.S. signaler, som blev opfanget af Rügen Radio og herefter sendt videre til skibe i nærheden. En lettisk og en engelsk damper gik til assistance, men inden de nåede frem, var det ene af skibene, damperen Pluto sunket. Hele besætningen, i alt ca. 20 mand, gik i bådene og kom op på Adlergrundens Fyrskib. Lidt senere begyndte besætningen fra den anden damper også at gå i bådene. Alle sammen blev reddet ombord på fyrskibet. Kort efter sank det andet skib også. To tyske dampere er i formiddag ankommet til fyrskibet, for at afhente besætningerne fra de to sunkne skibe.
Vi ved i dag, at den hollandske damper ikke sank. Hvad misforståelsen skyldes, kan vi kun gisne om. Måske har den været svært beskadiget og er derfor forladt i hast, men vi ved jo også at det foregik om aftenen. Det er derfor sandsynligt, at efter at besætningen forlod den i redningsbådene for at ro mod fyrskibet, er den drevet væk i mørket og tågen, efterladende det indtryk at den var sunket.
Den græske damper Ekaterini Peppa derimod sank og fik derfor ikke leveret lasten af stenkul til Oran, som dagene forinden var indlastet i Danzig. Heldigvis skete ulykken tæt ved Adlergrund fyrskib, hvor begge besætninger hurtigt blev indlogeret for natten. Selvom der har været trangt med plads til de mange søfolk i fyrskibet, har det nok været langt bedre, end at tilbringe natten i en åben redningsbåd.
Siden blev der sprængt i vraget og det meste af kullasten blev bjærget, dette skyldes først og fremmest den ringe dybde, bare 20 meter er der på stedet. På så lav vanddybde, har det været lønsomt at bjærge ikke bare lasten, men også metal fra vraget, hvilket selvfølgelig har ødelagt det meget. Hertil kommer så tidens tand, havets påvirkning kan være voldsom her midt i Østersøen med både strøm og søgang. Alligevel er der sektioner af vraget som lodder 3-4 meter op og her er stadig mange detaljer at betragte, i det store vragområde. De gange jeg har været på vraget, har sigten været fabelagtig og store torsk har svømmet frit omkring, hvilket alene har gjort det sejlturen værd.
