S.S. Drepanum

Drepanum var en Tysk damper, men oprindelig engelsk og startede sit virke under navnet Roumelian med Liverpool som hjemhavn. Skibet blev bygget hos Palmers Hebburn & Co. Ltd. i 1914 og målene var 68,27 meter i længden og 13,10 meter i bredden, tonnagen var 2736 brt. Måden hvorpå Drepanum blev Tysk, var ikke nogen god handel for den tidligere ejer, skibet blev nemlig beslaglagt i starten af 2. verdenskrig, da det lå i Bordeaux. Den 20. november 1943, var Drepanum på rejse fra Thamshavn til Tyskland, da den ud for Vinga fyrskib kolliderede med en anden Tysk damper S.S. Lippe, hvorefter den sank.

Hvis man har smidt loddet hvor vraget er højest, vil man på omkring 40 meters dybde, sandsynligvis møde trawl som det første der fremtoner sig i dykkerlygtens skær. Hele broen er pakket godt ind og trawlet hæver sig op i vandet, hvor overkanten er en perlerække af orange plastkugler, hvorpå mange store søanemoner nu strækker deres tentakler, imod det sparsomme sollys. Ude på styrbord side, strækker trawlets “fangarme” sig helt om til vragets agterende.

Heromme bag i skibet er højeste punkt dog ikke trawl, men en kanon som er hævet et par meter over agterbygningen, her er vraget stort set fri for net og der er mulighed for at svømme ind i bygningen. Svømmer man herfra og frem i bagbord side, er der heller ingen net før man når op på forkanten af broen, (beskrivelsen af hvor net og trawl befinder sig på et vrag, skal selvfølgelig tages med forbehold, da der jo stadigt fiskes). Nede foran broen ser det ud som om vraget er brækket over og her ligger en masse ting, der er faldet ned fra den sammenfaldne brobygning, oppe på broen er dybden 44 meter, der er 48 meter dybt på dækket og ca. 53 meter på bunden.