Tysk damper på 1735 brt. bygget på Vulkan Werft A.G., Stettin i 1893. Skibet var 79,36 meter langt og 10,90 meter bredt.
Direktor Reppenhagen var som så mange andre skibe i de år, på vej til Tyskland med svensk jernmalm. De var vant til at kunne sejle i fred selvom der var krig, men “E 19” havde sammen med flere andre engelske ubåde, sneget sig næsten ubemærket gennem Øresund (næsten, fordi “E 13” gik på grund ved Saltholm, blev beskudt og ødelagt af en tysk torpedobåd og senere bjærget ved hjælp af Switzers bjærgningspontoner Odin og Tor). De 3 andre u-både kom dog sikkert og ubemærket ind i Østersøen og havde nu frit spil, blandt de tyske fragtskibe. Direktor Reppenhagen var således den fjerde ud af fem tyske dampere, som den 11. oktober 1915 blev opbragt af “E 19”, fik besked om at forlade skibet, hvorefter det blev sprængt og sænket. I ét tilfældet, nåede skibets besætning at stikke af og sejle det på grund, men englænderne indhentede det og sprængte det alligevel, de fire andre er i dag kendte og meget besøgte dykkemål, lidt syd for Øland.
Der er bestemt mange fine dampskibsvrag i Østersøen og skulle jeg lave en hitliste, ville Direktor Reppenhagen være at finde blandt de øverste 10. Jeg ved ikke præcis hvad det er, men dels er vraget forholdsvis helt og bevaret, dels er der stadig noget jomfrueligt over det. Vraget er af en sådan størrelse og ligger på kun 36 meter til bunden, så man kan nå at svømme det hele rundt på ét dyk. Det er bestemt betagende, at opleve det sådan lidt fra afstand i den altid gode sigt, men herefter vil der være sået nysgerrighed og eventyrlyst hos de fleste, til masser af dyk på vraget. Der er nemlig utallige muligheder for at svømme ind og igennem vraget, under bakken er der flere rum og mange fine detaljer at betragte, man kan både svømme ind bagfra og oppe fra dækket. Der er nogle tærehuller i bagbord side, så man kan se lyset gennem vraget, flot – men også en falsk tryghed, for man kan ikke komme igennem dem.
Jeg har set undervandsbilleder fra omkring 1990, hvor den store kakkelovn var hel og hvor møblerne stadig stod i kaptajnens kahyt og i salonen. Sådan ser det ikke ud mere, jeg ved ikke hvad formålet har været, men nogen har fundet det nødvendigt at brække det hele skilt ad. Nu ligger samtlige møbler adskilt og alle kaklerne er raslet af og ligger overalt på gulvet, i mudderet mellem nedfaldet aptering. Nå, men intet varer som bekendt evigt. En gang imellem kunne jeg dog godt ønske mig, at dykkere ikke splittede hele vraget ad bare for at få fat i en stak tallerkener, eller hvad det er som frister begærligheden.
Det er dog stadig spændende, at bevæge sig rundt i rummene under broen og der er endda mulighed for at komme en etage længere ned. På siderne af maskinen og der også nogle rum, i styrbord side kan man se en filebænk med skruestik, skuffer og håndværktøj både på filebænken og på værktøjstavlen på væggen. Det falder måske ikke lige i øjnene, men ligger man i rummet og betragter detaljerne, dukker tingene frem efterhånden. Jeg ligger ofte selv på denne måde og betragter, efterhånden som man opdager tingene, får rummet næsten lyd. Det lyder måske lidt højtravende, men det er jo et sted som engang har været nogle menneskers hjem og arbejdsplads. Her ligger man så, måske som en af de første i 60, 70 eller 100 år og snuser rundt i deres ejendele. Om de druknede ved forliset, eller overlevede skibets undergang, mener jeg er ligegyldigt. For mig er det om at se og opleve – ja føle en for længst svunden tid, gennem det at svømme rundt i noget, som for nogen blot er noget råddent træ eller rustent jern, men som i virkeligheden er en prøvelse for dykkerens indlevelsesevne.
Direktor Reppenhagen vil helt sikkert betage de fleste dykkere, uanset man betragter vraget udefra, eller klemmer sig gennem døre og gange for at se detaljer og føle vragets “ånd”.
