Norsk damper, bygget i jern hos E. Whitby & Co. West Hartlepool som byggenr. 49, for Thomas Appleby & Co. i 1874. Skibets første navn var S.S.Breeze, længden var 67 meter og tonnagen 996 brt. og 614 nrt. I 1892 blev skibet solgt til Norge og navnet ændredes fra Breeze til Bris. Bris var herefter hjemmehørende i Kristiania (senere Oslo), hvor det havde forskellige redere gennem årene, men var ved forliset ejet af Fritjof Ohlson.
Bris var på Rejse fra Swansea til Stettin den 18. april 1904, med en last stenkul. Da de hen under aften nåede ned ca. 3 sømil vest af Pater Noster fyr, lå tågen tyk over havet, så kaptajn Laurvig valgte at ligge stille med sit skib og se tiden an. På den svenske damper Emma Hammar, var man derimod ikke så bekymret for en smule tåge. Selvom de havde hørt tågehornet fra Bris gennem et stykke tid, valgte de alligevel at fortsætte med en hastighed, som ved sammenstødet flænsede Bris´s skrog op. Emma Hammar ramte Bris i styrbord side omkring midtskibs og vandet fossede ind i kulkassen. Men det så ud til at skottene holdt og at Bris ville holde sig flydende, man førte derfor trosser over fra Emma Hammar, evakuerede 13 af de 17 besætningsmedlemmer og påbegyndte bugsering mod Marstrand. Mens dette arbejde stod på var tågen lettet og det var blevet klart vejr. Man holdt kontakt mellem skibene ved lyssignaler, men hen ad kl. 01.00 hørte man på den svenske damper den norske kaptajn råbe, at Bris ville synke straks. Man bemandede hurtigt jollen og hentede kaptajn, 1.styrmand, bådsmand og donkeymanden fra det synkende skib. På dette tidspunkt var man blot et par sømil fra indsejlingen til Marstrand havn og 7 minutter efter at besætningen havde forladt det synkende skib, var det forsvundet fra havets overflade. Emma Hammar satte den norske besætning af i Göteborg og ved første søforhør, tilskrev man forliset den tætte tåge; “Et forhold mennesker ikke er herre over og derfor ingen kan gøres ansvarlig for”. Senere fik Bris`s forsikringsselskab dog medhold i en erstatningssag og Emma Hammar blev beslaglagt, indtil den økonomiske side af sagen var blevet gjort op. Som det anførtes, havde Bris kaptajn gjort alt for at undgå kollision ved at ligge stille, hvorimod man på Emma Hammar som ramte Bris med så ødelæggende kraft som tilfældet var, ikke havde udvist fornøden forsigtighed.
Mange år skulle der gå, før nogen igen interesserede sig for historien om skibet, forliset og for vraget som stadig lå på havbunden, kun få sømil fra Marstrand. Dette skyldes formentlig blandt andet, at dybden lige efter forliset fejlagtigt var opgivet til 70 meter. En dybde som afholder de fleste dykkere, fra at bruge tid på at lede efter vraget. Men fundet blev det til sidst og jeg havde derfor hørt om svenske dykkere som dykkede der, men som hold positionen hemmelig. På en dykkertur i området, fik vi så endelig positionen af en venlig svensk dykker, han beskrev kort vraget, men gjorde også meget ud af at fortælle os, at der altid var meget dårlig sigt på vraget. Vi var imidlertid heldige at komme på den rigtige dag, sigten var nemlig rigtig god – omkring 4 – 5 meter, så derfor kom jeg det hele igennem på et par dyk og kan beskrive det sådan:
Agterenden af vraget er faldet sammen og er næsten helt dækket af kullene, som er skredet ud og går i et med havbunden på 49 meters dybde. Midtersektionen af vraget er ret intakt og her er masser at se på, spanterne og dækstiverne står endnu som et skelet og man kan svømme under dæk overalt i denne del af vraget, uden risiko for at fare vildt. I midten kan man se den store dampkedel, omkranset af kobberrør, ventiler og betjeningsgreb, lige bag kedelen står maskinen og her hvor vraget er højest, er der 43 – 44 meter dybt. Foran broen går vraget brat ned og selvom skibssiderne står op endnu, er vraget ved lastrummene meget sammenfaldet. Ude i stævnen er pladerne flere steder faldet af, så spanterne også her står som et skelet, igen er der mange interessante ting at se på, ankrene som er faldet delvis gennem det gennemtærede dæk, store tovruller og et mylder af sej og torsk som søger ly i vraget. Jeg har dykket på vraget flere gange siden og må indrømme, at sigten de fleste gange har været elendig.