Svensk damper bygget i 1883 i North Shields, England. Bruttotonnagen var 1673, skibets længde 79,55 meter og bredden 11,05 meter, skibets første navn var Sct.Thomas.
Ariel var på rejse fra Rotterdam til Riga med en last koks, men ud på natten den 30. november 1912, kolliderede skibet med den finske damper Tammersfors. Da man efter kollisionen gjorde skaderne op, blev det hurtig klart at Ariel ikke ville holde sig flydende længe. Et forsøg på at grundsætte skibet på Öland blev hurtigt opgivet og selvom Tammersfors også var svært beskadiget, valgte Ariels besætning dette skib, som det sikreste sted at opholde sig. Ariel sank kort efter, mens Tammersfors sejlede til Oxelösund for reparation.
Jeg har dykket på vraget 2 gange, første gang i 2-3 meter sigt og selvom vraget er noget nedbrudt flere steder, lykkedes det mig at komme det meste af vraget rundt på et par dyk. Bunddybden er 49 meter, men vraget lodder 5 -6 meter op hvor skibssiderne står endnu, ved de forreste lastrum er siderne væltet ud til siderne og koksene dækker nu det meste af siderne, samt skibets stævn. Anden gang jeg besøgte vraget var sigten 10 – 12 meter og der var meget lyst på vraget, det oplevedes derfor meget anderledes. Jeg kunne svæve 5 meter over vraget og det fremstod nu meget mere samlet end på de første dyk, jeg kunne så dykke ned for at tage udvalgte detaljer i nøjere øjesyn, stige op igen hvor overblikket var større og fortsætte turen (på denne måde kan man samtidigt forlænge sin dykketid noget, idet kvælstofmætningen er væsentlig lavere 5 meter oppe i vandet, men det kræver at sigten er god og at man har kontrol over sin afbalancering). I den gode sigt var oplevelsen naturligvis større og ude på havbunden omkring vraget, så jeg nu ting jeg aldrig havde opdaget, i den dårlige sigt vi havde haft tidligere. Alligevel er det som om et vrag mister lidt af sin magi, i den gode sigt. Spændingen er ikke den samme og det er også sværere at bevare fokus, når der hele tiden dukker ting op i periferien, som skriger på at blive undersøgt. I betragtning af aldersmæssigt sammenlignelige vrag i samme område, har Ariel holdt sig bemærkelsesværdig dårligt. Jeg vil ikke tro der går mange år, før resten kollapser og alt som derefter er tilbage, er bunken af koks omgivet af nogle tærede jernplader.
