S.S. Argo

Svensk bjærgningsdamper, bygget tilbage i 1869 af N.H. Witte GmbH, i Rostock. Skibets første navn var Dwina og ejeren var ved stabelafløb P. Bergs bjærgningsentreprise, med adresse i Sankt Petersborg. Fra 1880 var Dwina hjemmehørende i Hamborg og ejet af Nordischer Bergungs Verein. Først i 1889 kom skibet til Sverige, indkøbt af Bergnings och Dykeri AB, Stockholm, som efter en mindre ombygning omdøbte skibet til Argo. Målebrevet fra 1890, angiver skibets længde til 34,49 meter, bredden til 5,55 meter og tonnagen til 130,45 bruttoton, ejeren var Neptun Bolaget i Stockholm.

Den 3. marts 1920, afsejlede Argo fra Simrishamn mod Kalmar, med en besætning på 14 mand. Men der lurer mange farer på havet. Ved afsejling fra Simrishamn blæste en bidende kold og hård kuling og ydermere skulle skibet ud på aftenen, passere skærene omkring Utklippan. Ikke forhold som udgjorde en umiddelbar trussel, idet skibet var i god stand og besætningen var vandt til at besejle området. Alligevel dukkede Argo ikke op som ventet og blev derfor meldt savnet. Argos forsvinden, gav de følgende dage anledning til en større, men reultatløs eftersøgning. Man håbede dog stadig, at skibet havde søgt nødhavn et ukendt sted, eller lå ankret op efter et eventuelt maskinhavari. Nogen tid efter skibets forsvinden, drev en redningskrans mærket “ARGO” i land på Ölands sydkyst og de pårørende blev derfor underrettet om, at alt håb nu var ude.

Det var sådan set lidt af en tilfældighed der gjorde, at vi fandt og dykkede på vraget af Argo. Vi havde dykket et andet vrag, meget længere ude i Hanöbugten og på dybt vand. Vi fandt ikke dette vrag interessant og ville derfor søge efter noget andet, til næste dyk. Vi søgte nu på en position fra en fisker og fandt da også noget på bunden, som bestemt lignede et vrag. Men det viste sig desværre, at være en stor bunke sten. Nu havde jeg så brugt en del af min tilrådighedværende luft, uden mulighed for at fylde flaskerne igen. Jeg foreslog derfor de andre, at vi skulle forsøge os med et vrag på vej ind, på noget lavere vand, hvor min resterende luft ville række længere.

Jeg må indrømme at jeg ikke var særlig optimistisk, med hensyn til den store vragoplevelse, så tæt på land og på bare godt 30 meters dybde. Vi var jo ikke lokalkendte og det kunne meget vel være, at de lokale dykkere havde kendt og dykket på vraget i mange år og derfor havde “slidt det ned”. Men vi fik hurtigt et lodskud og jeg håbede nu bare, at ikke også denne position skulle vise sig, at være en bunke sten. Jeg blev ikke skuffet. Straks jeg ankom på havbunden, kunne jeg konstatere at det var en damper i jern vi havde fundet. Vraget var meget nedbrudt og omkring det på havbunden, flød det med massevis af interessante detaljer. Sigten var på den gode side af 10 meter og det tog mig derfor ikke længe, at få et overblik og flere detaljer var noget anderledes, end hvad vi ellers støder på, på et vrag. I agterste lastrum hvor jeg kom ned, var der fyldt op med armerede slanger i størrelse xx-large og foran dette lastrum, stod et mægtig bronzekonsol, med 8 udtag til montering af slanger. På dækket foran broen som var kollapset, lå resterne af et par kompasser, samt en kikkert og helt ude i styrbord side, lå resterne af det ødelagte rat. Ude på havbunden, lå nogle fine messing skylight og flere steder både inde i vraget og udenfor, lå løse koøjer, ting som fik vraget til at fremstå jomfrueligt. Dog var der også ting som tydede på, at vraget var besøgt tidligere og at de ikke var svømmet tomhændet derfra. For ude på havbunden, lå 2 manuelle dykkerpumper, hvor manometre og messingemblemer med fabrikationsdata var fjernet. Endvidere var de tilhørende dykkerhjelme ikke at finde nogen steder og de er næppe ført bort med strømmen. Men alt i alt er Argo et rigtigt fint lille vrag, med masser af detaljer og med en spændende historie bag sig, et vrag som absolut er flere besøg værd.