Dansk damptrawler på 225 brt., bygget af stål hos Raylton Dixon & Co. i Middlesborough England, i 1893 og var på forlistidspunktet ejet af rederiet Adolf Carl, København.
Cimbria var afsejlet fra fiskepladsen i Kattegat, den 14. december 1902 om eftermiddagen, med Hull i England som anløbshavn. Kursen var sat nordover og det blev hurtigt bælgmørkt, men efter at have sejlet noget tid, fik de endnu en udfordring til sikker sejlads. En tyk tåge lå over havet og maskinen blev derfor sat ned på halv kraft. Ved 19-tiden, hørtes tågesignal fra en damper første gang, men retningen var ikke til at bestemme. Selv afgav Cimbria signal hvert 2. til 3. minut og man lyttede hele tiden efter andre signaler, for at bestemme retning og afstand. Omkring et kvarter efter at have hørt dampfløjten første gang, kunne man nu bestemme signalet til at komme lidt fremme, på Cimbrias styrbords side. Men nu gik det stærkt, først så man til styrbord gennem tågen en toplanterne og på Cimbria stoppede man derfor maskinen. Straks efter, tonede lyset fra en bagbord lanterne frem og næsten samtidigt, kom stævnen af en damper ud af mørket og bragede ind i Cimbrias styrbord side med voldsom kraft. Den svenske damper Öresund, sad et øjeblik fast i siden på Cimbria, som var flået op så langt ned ad skibssiden, at vandet fossede ind, hvilket allerede havde givet skibet slagside. Besætningen på Cimbria, brugte derfor dette øjebliks sammenkobling, til at forlade deres synkende arbejdsplads og søge tryghed på dækket af deres banemand. Det vil sige, kun 10 af trawlerens besætning på 11 mand nåede i sikkerhed. Den sidste mand, Niels Schrøder som var steward ombord, var ikke nået op fra sit lukaf og var derfor blevet efterladt alene, mens Öresund var bakket fri og var forsvundet i mørket. For at påkalde sig opmærksomhed, hentede han signalkanonen, men da han affyrede denne, antændtes resten af det krudt han havde medbragt på trawlerens dæk. En mægtig ildsøjle slog op omkring stewarden, som blev alvorlig forbrændt på arme og i ansigtet. Men skuddet havde virket efter hensigten, stewarden blev nu hentet over i Öresund og behandlet for sine brandsår.
Næste dag landsattes Cimbrias besætning i København og Niels Schrøder blev bragt til Frederiks Hospital i Amaliegade, hvor hans tilstand nogle dage senere blev beskrevet som “ret god”. Da man fra de to implicerede damperes skibsførere ikke var enige om hændelsesforløbet, blev der holdt en række søforhør, som mundede ud i en dom i søretten den 23. november 1903, hvor man på Cimbria fik hele skylden for sammenstødet. Tidligere samme år, var besætningen på Cimbria også dømt ansvarlige i en anden kollisionsulykke i Nordsøen, hvor modparten den engelske brig Edna af Folkestone sank. Ulykken kostede ingen menneskeliv, men Cimbrias forsikringsselskab måtte udrede 22.000 kr. i erstatning for skib og last, samt 3600 kr. for reparation af Cimbria.
Når man tænker på, at vraget har ligget på havbunden i mere end 100 år, er det i utrolig god stand. Det lodder 5-6 meter op og er skroghelt, men er desværre meget pakket ind i trawl. Flere steder, slører de mistede trawl vragets konturer helt og hænger også ned ad skibssiden, til langt ud på bunden, 42 meter under havoverfladen. Det er derfor et sted, hvor der dykkes med stor forsigtighed. Der er dog stadig steder, hvor man kan komme ind, men også udenfor er der spændende ting at betragte. Der er masser af fisk på stedet, ofte store torsk. Men det er også et sted, hvor stærk strøm og dårlig sigt, er forhold man må være forberedt på.