Vi trængte til noget vrag og jeg sad og så vejrudsigt for Østersøen: “tirsdag: 8-13, onsdag: 5-10 meter i sekundet fra vest og aftagende, torsdag: 3-8, senere skiftende under 5, fredag igen opfriskende, lørdag og søndag: 5-10 fra øst.” Jamen så bliver det på torsdag, blev vi hurtigt enige om over telefonen; Henrik, Kasper, Kim og jeg, så var det bare at krydse fingre og holde vejret, for DMI har det med at ændre på vejrudsigten, når vi skal ud at dykke. Torsdag morgen, viste vejrudsigten sig dog at være blevet endnu bedre, sol og stille vejr hele dagen, så jeg var glad da jeg kl. 7.00 trådte ind i Henriks bil, til 1½ times køkørsel mod Sverige.
Båden blev snart fyldt med alt, fra benzin, dykkergrej, varmt tøj, til wienerbrød og endda en pose øl. Vi fik en kort sludder med Rune, en ældre erhvervsdykker som ved et og andet om vragene syd for Sverige og om dykning i 60-erne og 70-erne. Men vi måtte af sted, selvom vi godt kunne fornemme, at han havde sat formiddagen af til vragsnak. Under pakning af båden, havde vi været lidt omkring dykkemål; Undine?, Wacht?, Løgflaskevraget?, Kanonvraget?, Hundevraget?, ja mulighederne er mange – men måske vi skulle prøve noget helt nyt? Jeg har altid i inderdragten en seddel med lidt nyt på, så vi har en mulighed for at peppe turen lidt op, hvis det behøves. I dag faldt mit valg på et vrag ca. 19 sømil mod sydøst og der blev nikket hele båden rundt, jeg håbede nu bare at det ville være godt, for ellers kan stemningen jo hurtigt skifte.
Tallene passede præcist og man kan mærke det i hele kroppen, når man ser et nyt vrag på sonaren – det bliver aldrig rutine. Vraget var større end jeg havde turdet håbe på, det loddede 4 meter i hele længden og noget højere i enderne, bunddybden var 47 meter og selv efter flere oversejlinger og mange forslag, var det stadig uklart hvilken skibstype der var tale om, da jeg sprang i vandet.
Vandet var ret klart hele vejen ned, men da jeg passerede 30 meter blev der noget dunkelt og jeg kunne næsten mærke pupillerne begynde at gabe, til de nåede deres maksimale åbning. Det første jeg fik øje på under mig, var noget i bevægelse. Hundredvis af store torsk, bevægede sig dovent og næsten synkront omkring et trawl, der ved hjælp af kuglerne stadig stod højt op i vandet. Trawlet var gammelt og meget begroet, det sad fast i bagbords anker og heldigvis var det det eneste mistede fiskeredskab jeg stødte på. Resten af vraget stod urørt, om end det selvfølgelig var faldet noget sammen. Da torskene forblev omkring trawlet i stævnen, havde jeg nu hele vraget for mig selv at betragte, i fabelagtig sigt. Pupillerne havde blændet lidt ned og efter at have gjort kæden fast, svømmede jeg nu lidt rundt i tusmørket uden brug af lygte. Jeg fik helt kuldegysninger, – på den gode måde altså, men der var ingen tid at spilde, lygten blev tændt for jeg skulle jo gerne nå at se det hele og valgte at svømme mod agterenden, i vragets bagbord side.
Vraget er vel 25 meter langt og 7-8 meter bredt, stumt men afrundet i begge ender. Dækket mangler helt, men der er tæt med dækspanter og ingen lugekarme at se, mellem spanterne kan man under dæk se nogle jernklumper, men jeg tør ikke gætte hvad det har været. Agterenden har åbnet sig og aptering, flasker og lertøj ligger spredt omkring, desværre er det meste knust. De ting som er faldet ned på havbunden ligger frit fremme, da bunden er af hårdt ler og her er absolut intet mudder. Den største af masterne ligger her i agterenden og strækker sig langt agterud. Tilsyneladende trukket op af vraget, da man kan se hvor mastefoden er hugget rektangulær i bunden og 3-4 meter over mastens bund, er der en udskåret frise hele vejen rundt. Her ligger også flere meget store taljeblokke, nogle ligger let forhøjet på den hårde lerbund, som om de har beskyttet havbunden mod erosion (?).
Oppe i vraget, 3-4 meter foran resterne af roret og hvor skibsskroget har åbnet sig, ligger et stort og meget kraftigt rat. Det er brækket af og ligger vandret under noget nedfaldet ræling og andet tømmer, men er helt. Her ligger også resterne af skibets kompas, et tørkompas som nu er så tæret, at jeg ville kunne krølle det sammen med de bare næver, men glasset er helt. Svømmende frem mod stævnen i styrbord side, kan jeg igen se flere af de før omtalte jern/rustklumper under dæksspanterne, omtrent ½ meter på hver led er de. Næsten tilbage ved mit udgangspunkt ser jeg det store træspil, så bredt at det næsten har strakt sig fra lønning til lønning, tværs over skibets dæk. Det er nu brækket af og ligger i styrbord side, delvis spundet ind i det trawl, som går ned mod bunden, ind under stævnen og op langs bagbords anker, hvorfra det strækker sig 3-4 meter op mod havoverfladen.
Efter at alle var kommet op, var vi enige om at dette var et vrag af de bedre og som bestemt fortjener en gentagelse. Vi var dog nogen, som havde lidt hængepartier på vrag i nærheden og med vinterens snarlige komme og derfor udsigt til ikke at komme i Østersøen i meget lang tid, foretog vi ikke vort andet dyk på samme vrag, men på hele to andre forskellige vrag.
Da vi alle endelig var færdige med at dykke og efter at sidste mand havde fået grejet af, kom ølposen så frem.
Det er hårdt at være dykker, han snorkede som et næsehorn 
Hvem skulle være lykkeligere end os, havet er vort! 
Skummel solnedgang
Turen hjem var behagelig, men der blev kigget over skulderen nogle gange. Men hjem skulle vi jo. Vi talte om, at bare vi dog kunne nå bare én tur mere i Østersøen i år, eller måske to ture, eller…..
Inden vi nåede havnen, var vi vidner til en noget speciel solnedgang, en voldsom kontrast mellem lys og mørke, imellem håb og fortvivlelse. Billedet på himmelen ændredes hele tiden og skiftede farve, skabte nye figurer, – ikke underligt, at søfolkene i gamle dage var overtroiske.
Allan Jensen 11. oktober 2012
Foto: Kim Rønn