Vi ville i dag undersøge 4 nye positioner, så vi startede tidligt og tog første gang farten af, efter at have sejlet omkring 11 sømil. Pling! lige i mærket rejste vraget sig omkring 4 meter over havbunden og med en bunddybde på bare 39 meter, ville der jo blive masser af tid til at udforske hvad det var som lå på stedet.
Vi har jo haft temmelig god sigt både i Kattegat og i Øresund hele foråret, men vandet i Østersøen er nu alligevel en anelse klarere, så efter at være dalet de første 25 meter, tonede en skibsside frem under mig. Jeg vendte mig rundt for at få øje på den anden side af vraget, men jeg kunne ikke se den, så jeg lod mig derfor dale ned på den side af skibssiden, hvor der lå mest tømmer. Det viste sig også at være inde i vraget og efter at have viklet kæden omkring et tværspant, fik jeg nu øje på den anden side som bare var 1 meter høj.
Jeg startede med at svømme langs den lave side og nåede efter ca. 15 meter til et stort træspil som lå tværs henover vraget. Da der ikke var noget ror eller beslag hertil, måtte dette være stævnen og jeg undersøgte nøje inde og udenfor vraget og undrede mig lidt over at ankre m.m. ikke var at finde. Nu svømmede jeg så den anden vej, langs den høje side og bemærkede at vraget stod så højt på havbunden, at jeg kunne følge spanternes runding i bunden. Så var jeg ved vores kæde igen og et par meter herfra var vraget meget ødelagt, den høje skibsside stoppede brat og vraget fladede helt ud mod havbunden. Et par meter ude på bunden, lå der mellem nogle løse planker noget, som jeg strakt genkendte som værende et ankerklys af bly, altså en gennemføring i skibssiden som er foret med et kraftigt blyrør, for at beskytte såvel ankertov, som træværket. Dette indikerede, at skibet formentlig ikke var udstyret med kæde og altså fra omkring starten af 1800-tallet, hvor kæder begyndte at erstatte hampetov som forbindelse til ankrene. Nogle meter fra enden af vraget, stod et ca. 2½ meter højt stokanker, hvor stokken var af træ og et par meter fra dette, lå endnu et anker plant med bunden, idet træstokken formentlig er trawlet af. Disse træstokankre, bekræfter også mit gæt med hensyn til vragets alder.
Hvad der er for og bag på vraget, er jeg ikke 100% sikker på. Men den ende med ankrene, indeholdt en del spinkle finerbrædder og møbeldele, samt krukker, ituslået porcelæn m.m., hvilket tydede på, at her havde været noget beboelse. Det er derfor nok mest sandsynligt agterenden, hvor man altid boede på de gamle sejlskibe. Hvordan ankre og endda klysset er havnet i denne ende, er uvist og vi burde måske også have taget et dyk mere her for at gøre undersøgelsen af vraget til ende, men aftalen var at undersøge nogle flere positioner.
Solen skinnede og det var havblik, så vi nød sejladsen endnu 10 mil sydpå og op på Krigers Flak hvor der angiveligt skulle ligge et par vrag med ca. 3 mil imellem. På første position var der godt nok et markant hul i bunden, på omkring 2 meter, som godt kunne ligne et sammenfaldet vrag, da der også var mange sten samme sted. Men på 21 meters dybde, viser sonaren altså bare ALT, så det som havde snydt fiskerens tolkning af hans ekkolod, kunne vi efter 20 minutters oversejling afskrive og notere, at der var tale om en stendynge.
På næste position var resultatet lige så nedslående, 3 meget store sten kunne vi tydeligt se på sonaren og så begyndte vi at tale om, hvor vidt vi skulle sejle tilbage til første vrag igen, eller prøve endnu en ny position. Det blev til det sidste og igen måtte vi sejle omkring 10 sømil, men i det fineste vejr og 10 sømil tager altså ikke mange minutter, i Henriks båd.
Her var der imidlertid heller intet vrag, dette skyldes – fandt jeg ud af da jeg kom hjem – at jeg om morgenen havde skrevet forkert på min seddel UNDSKYLD!
Vi enedes nu om at dykke på skovlvraget som er et stort gammelt trævrag, sigten var rigtig god og det var som altid en stor oplevelse, at svømme rundt på stedet.
Et par øl senere var vi Smygehamn igen og trods skuffelserne på Flakket, havde vi haft en dejlig dag på havet, med det fineste vejr og endnu et nyt og spændende vrag i hukommelsen.
Allan Jensen 18. juni 2013
Foto: Kim Rønn og Per Iversen