Dansk motorjagt bygget i Nakskov i 1913 og på 55 brt, kun knap 21 meter lang og 6 meter bred, ved forliset var Zephyr hjemmehørende i Egernsund.
Zephyr var den 30. oktober 1957, på vej fra Fakse Ladeplads med en last kalk til Svaneke. Lidt syd for Trelleborg, mødte det lille skib lidt før klokken 20.00 det svenske M.S. Santoni, i mørkt men klart vejr. De nærmere omstændigheder er jeg ikke bekendt med, men besætningen på Zephyr har enten ikke været rigtig vågne, eller har fejlbedømt afstanden til Santoni. De havde nemlig, ifølge de internationale søvejsregler, vigepligten overfor et fra styrbord side kommende skib, hvis der er risiko for sammenstød – og det kan man jo i højeste grad påstå at der var. Zephyr´s styrbords side splintredes, i flere meters længde ved sammenstødet og det lille skib sank på få minutter, de tre besætningsmedlemmer blev kort efter reddet ombord i det svenske skib.
Jeg har været så heldig, at modtage en mail fra Ole Styhm som var med ombord da ulykken indtræf, her er hvad han kan berette:
Denne aften var jeg gået til køjs, så vidt jeg husker lige efter vi havde spist, da det var meningen jeg skulle tørne til senere. Mærkeligt nok vågnede jeg ikke ved kollisionen, men først da Kristian stod og ruskede i mig helt hysterisk, du skal op vi synker. På grund af det gode vejr, havde vi storsejlet sat som støttesejl. Da vi kommer op på dækket er agterenden allerede under vand. Skipper havde været hurtig og var kravlet op af rigningen og ombord på svenskeren, men Kristian og jeg måtte en tur i vandet. Jeg blev hurtigt hevet op af skipper, ved hjælp af et tov, men Kristian lå og rodede lidt derfra. Han havde fulgt agterliet på storsejlet i vandoverfladen og ikke taget sig i agt, hvorved han fik fingrene i klemme i blokken og wiren i toppen. Jeg har altid været god til at svømme, så jeg sprang i vandet igen og fik lagt en redningskrans om ham og på den måde kom han op. Indledningsvis var jeg ikke berørt af situationen, men da jeg for anden gang blev hevet op ombord på svenskeren iført undertrøje og en sutsko, begyndte situationens alvor at gå op for mig. Jeg begyndte at fryse, så jeg forsøgte at få varmen inde på maskintoppen. En af maskinfolkene gav mig en kedeldragt, så jeg blev lidt mere anstændig. I kaptajnens kahyt fik vi lidt at styrke os på og Kristian fik lagt nogle klude om sine hænder og M/S Santoni stævnede mod Falsterbo. Vi kom til at overnatte i en toldbygning ved Falsterbokanalen, og Kristian blev kørt med en redningsvogn til Malmø sygehus. Om morgenen kom Kristian tilbage, og vi tog med tog til Malmø og derefter færgen til København. Hos en skibsmægler som skipper havde forbindelse med, fik vi noget spise og jeg fik nogle penge, så jeg kunne tage hjem til Køge hvor jeg boede. Jeg var interesseret i at komme hjem inden dem derhjemme evt. hørte om forliset andet sted fra.
Zephyr ligger i dag på 27 meter vand på lys sandbund, det er et lille vrag og det er noget medtaget, men der er da noget at kigge på alligevel. Inde under maskinen i agterenden, ligger en del flasker, porcelæn m.m., men det er ikke til at komme derind. Selve agterenden er knust, mens stævnen er næsten intakt, i lastrummet kan man tydelig se det hvide kalk.
