Det danske motortankskib Martina, blev bygget på Båtservice Verft i Mandal (N) i 1968. Dengang som almindeligt tørlastskib på 395 brt., det var 55,00 meter langt, 9,30 meter bredt og skibets første navn var Jytte Dania. Efter ombygning til kemikalietankskib i Kiel, hvor skibet fik ilagt 3 glasfiberbelagte ståltanke, blev det i 1990 slettet af det Danske skibsregister og sejlede herefter under Liberiaflag, navnet blev ved samme lejlighed ændret til Martina.
Martina var den 28. marts 2000, på rejse fra Sarpsborg i Norge til København, med 600 tons saltsyre. Klokken var hen ad 10 om formiddagen, vejret var gråt og diset og der var kraftigt snefald, med sigt helt ned til 200 meter. Derfor havde man fra det 6378 brt. store containerskib Werder Bremen, fulgt det modgående skib på radaren og på 1,5 sømils afstand vurderede man, at skibene ville passere hinanden styrbord mod styrbord, i en afstand af ½ sømil. Men kort efter observerede man optisk, at Martina dukkede frem af snetykningen – i en styrbords drejning kun 2 – 300 meter fremme. Werder Bremen tog straks farten af og drejede ligeledes styrbord – men for sent.
Werder Bremen ramte Martina skråt forfra i bagbord side, med ca. 14 knobs fart og det store skib skar Martina over i et rent snit, langs broens forkant. Martinas fører blev derved klemt fast og er enten blevet slået ihjel ved sammenstødet, eller druknet på vej mod havbunden, liget blev bjærget kort efter. Kokken og en matros, blev ved kollisionen slynget i vandet og reddedes op efter 20 minutter i det kolde vand – men i live, de resterende 4 ombord druknede alle, idet agterdelen hvori de opholdt sig sank omgående. Den forreste del af skibet krængede rundt og flydende med bunden i vejret, ført med strømmen nordpå i knap 4 timer, inden også denne del sank.
Som efterskrift til den i forvejen så tragiske ulykke, kan jeg nævne at der skulle gå over 2 måneder, før de Svenske myndigheder ulejligede sig med at bjærge ligene af de 4 omkomne polakker, som stadigt var i vraget. Kun fordi nogle danske sportsdykkere gjorde opmærksom på, at de afsjælede polske søfolk stadig var i vraget, undersøgte myndighederne det igen. Som tak for hjælpen, blev dykkerne truet med politianmeldelse og skulle også finde sig i pressens skriverier, om manglende respekt for de druknede. Ingen bekymrede sig om myndighedernes håndtering af sagen og deres mangelfulde undersøgelse af vraget. Dykkerne blev naturligvis ikke retsforfulgt, da de intet ulovligt havde gjort.
Selvom agtermasten og noget af skorstenen er blevet sprængt af, er agterdelen af vraget meget intakt, man kan svømme på tværs igennem bygningen og ind i kahytter og salon, fra agterdækket kan man også svømme ned i maskinrummet. Forsiden af broen er dels trykket ind og dels skrællet op af Werder Bremen´s stævn, så man kan se ind på hele broen udefra og her stopper vraget.
Det er ikke ualmindeligt at vrag er knækket i to halvdele, delene synker dog sjældent længere fra hinanden, end at man kan svømme fra del til del. Det kan man ikke på Martina, fra broen er der nemlig 1,9 sømil op til stævnen, så man må op i båden igen og sejle, for at se resten af vraget. Forreste halvdel ligger næsten med bunden i vejret og her er ikke så meget at se på, det er dog en god idé at tage sig bare et kort dyk her, så man bedre kan danne sig et billede af såvel skibet, som af ulykkens omfang. Dybderne er i bagerste del hhv. 17 og 24 meter og i stævnen 19 og 26 meter.
