M.Sk. Gerda

Svensk Motorskonnert på 74 brt. og 22 meter lang, Gerda blev bygget som skonnert helt tilbage i 1875, men fik siden lagt en glødehovedmotor i.

Det lille og 80 år gamle skib var hjemmehørende i Hamburgsund og var den 25. oktober 1955 på rejse fra Rörvik til Helsingborg, med 116 ton kantsten. Under omstændigheder jeg ikke er klar over, sprang Gerda læk ca. 14 sømil SV af Morups Tange, hvorefter besætningen forlod det synkende skib og blev samlet op af “Elsa”.

Jeg havde fået positionen af en venlig svensk lystfisker, men selvom positionen var ny for mig, var jeg overbevist om at vraget var dykket for længst. Det mente jeg, fordi vraget ligger på kun 28 meter vand og i et område hvor flere svenske dykkerklubber er aktive. Men det skulle vise sig at jeg tog helt fejl. Efter at have haft positionen i et par år, sejlede vi en dag – efter at have dykket på et andet vrag – lige forbi og valgte at se hvad det var. Det blev en af de oplevelser, som desværre sker sjældnere og sjældnere; det lille vrag loddede kun 1½ meter op og alt der var tilbage, var en tocylindret glødehovedmotor og en stak granitsten på 5 x 15 meter. Der var så lidt træ af skibet tilbage, at vi ved første indtryk troede det var en motor og nogle sten, som er røget overbord fra et skib, denne vurdering skyldtes også at sigten kun var et par meter. Men! – ved nøjere undersøgelse viste det sig, at ovenpå stakken af kantsten, stod skibsklokken og nærmest lyste grønt mod baggrunden af den sorte granit. Mellem motoren og stakken af sten lå lanternerne på række, sammen med en masse andet af skibets udrustning, porcelæn m.m.

Jo der ligger stadig jomfruvrag derude, det er bare med at komme ud og lede, bruge sin tid på havet og ikke på internettet 😉