M.Sk. Else

Svensk motorskonnert på 363 brt. bygget i 1919. Else var på rejse, fra Lübeck til Södertälje i ballast den 28. maj 1958, da den blev påsejlet af det svenske motorskib Alstern. Det var et meget kraftigt sammenstød, Alsterns stævn skar sig dybt ind i det tomme træskrog, som ved sammenstødet blev krænget helt om på siden. Skaden var så stor, at Else blev vandfyldt i løbet af få minutter og nåede aldrig at rejse sig af krængningen, før den sank.

Jeg har tidligere her på siden beskrevet vraget fejlagtig. I kort afstand fra det tidligere beskrevne vrag, som viste sig at være en norsk 3-mastet bark, har vi nu fundet og identificeret Else. Vraget ligger på bagbord side på 28 meters dybde, for og agter lodder 3-4 meter op, mens styrbord skibsside er braset sammen og ligger ovenpå bagbord side, som i det meste af vragets længde er i niveau med havbunden. Agter kan man se resterne af et meget ødelagt styrehus, brændstoftanke og en stor dieselmotor. Skruen er sprængt af og der mangler også flere andre karakteristiske ting på vraget, så der er uden tvivl foretaget skrotbjærgning på stedet.