Tysk krydstogtskib på 25.484 brt., bygget i 1937 på Bloom & Voss i Hamborg, som byggenummer 511. Skibet var 208,50 meter langt og 23,50 meter bredt. I maskinrummet var det forsynet med 4 styk 8 cylindrede MAN dieselmotorer, med tilsammen 9.500 hestekræfter og som kunne drive det store skib frem, med næsten 16 knob. Skibet blev bygget til Deutsche Arbeitsfront og skulle bruges af dets underafdeling, Kraft Durch Freude (KDF). Formålet med at bygge skibet var, at give medlemmer af arbejderpartiet som udmærkede sig ved flid og loyalitet, en velfortjent ferie på havet.
Fra 1939 havde grundlæggerne af “Det tredje rige” dog andre planer, end at sejle folk på ferie. Derfor blev Wilhelm Gustloff i årene herefter brugt til andre formål. Først hospitalsskib, siden indkvartering og træningslejr for over 1000 ubådsgaster og til sidst som flygtningeskib.
Den 30. januar 1945 klokken 12.30, blev fortøjningerne kastet fra pullerterne i Gotenhafen og halet ombord i det overfyldte skib for sidste gang. Det var bidende koldt og som akkompagnement til den hylende snestorm, kunne man høre kanonernes buldren i det fjerne. Man havde i flere dage taget flygtninge ombord og stuvet dem så godt sammen man kunne. Behovet for en plads var enormt, da der blev ved at ankomme forfrosne kvinder og børn på kajen, som over hals og hoved var flygtet fra de hastigt fremrykkende russiske tropper og havde efterladt sig næsten alt. De stod nu med deres barnevogne og kælke, hvorpå de havde fastsurret så mange kufferter og tasker de kunne få plads til, men fik kun lov at tage det allernødvendigste med sig ombord. Skibet var bygget til – foruden besætningen – at kunne befordre 1500 personer, men allerede dagen forinden havde man rundet 8000. Selvom det var meget mere end der var givet tilladelse til, vendte kaptajnen det blinde øje til og fortsatte indlogeringen, indtil få minutter før skibet afgik. Det er fortsat uklart hvor mange der nåede ombord, men som tabstal nævnes fra officielt side mellem 7000 og 10.000 mennesker – ja helt op til 12.000 mennesker, er angivet som tabstal på museet i La Boe. Det eneste som er sikkert er, at 1239 blev reddet af forskellige tililende skibe, men heraf døde en del dog senere af kulde og andre skader.
De fleste ombord har sikkert følt sig lettede og trygge, da Wilhelm Gustloff endelig forlod havnen. Alene det at opholde sig på så stort et skib, giver en vis fornemmelse af tryghed. Men det skulle vise sig at være en falsk tryghed, for i Østersøens iskolde vand ventede den russiske kaptajn Alexander Marinesko og hans besætning, i deres ubåd S-13.
Allerede lidt før kl. 20.00, observerede man fra S-13 det meget store grå silhuet i månelyset. Man nærmede sig nu målet, imens man forberedte sig på at angribe det endnu uidentificerede skib. De 4 torpedoer som nu blev klargjort og armeret i torpedorørene, var hver blevet bemalet med en tekst: 1. “For moderlandet”, 2. “For Stalin”, 3. “For det Sovjetiske folk”, og 4. “For Leningrad”. De fire torpedoer blev nu sendt af sted, med kun få sekunders mellemrum og klokken 21.16 ramte den første i Wilhelm Gustloff´s bagbord side lige ved broen. Torpedoen sprængte et mægtigt hul i skroget og vandet fossede ind, kort efter ramte torpedo nummer to lige bag den første og endeligt eksploderer torpedo nummer tre, præcis ud for skorstenen. Maskinrummet ødelagdes fuldstændigt på et øjeblik og skibet begyndte at krænge. Den 4. torpedo detonerede ikke.
Skibets skæbne var nu beseglet og de mange menneskers kamp for at overleve begyndte, for de flestes vedkommende skulle det dog vise sig, at blive en regulær dødskamp. Der er vel næppe noget menneske, som kan prøve at forestille sig atmosfæren ombord i dette øjeblik, uden at føle ubehag. Der blev hurtigt afgivet nødsignal og den tyske torpedobåd T-36 var første skib som deltog i redningsaktionen, de nåede præcis at se Wilhelm Gustloff forsvinde fra overfladen da de ankom, men nåede at redde 564 personer. Efterhånden kom også andre skibe til, damperne Gotenland og Göttingen, samt en del mindre patruljebåde og fiskeskibe, som alle reddede så mange mennesker de kunne nå, inden kulden tog dem.
Man kan selvfølgelig ikke se bort fra den viden man har, om så tragisk et forlis. Jeg var derfor også påvirket inden jeg hoppede i vandet, ikke af frygten for at se resterne af de mange mennesker, men det var nærmest en slags ærefrygt over at være på stedet. Det var sådan en slags “koncentration af lidelser” jeg kunne fornemme, men ligeså dystert der var i mit hoved før jeg sprang, ligeså opløftet var jeg, i det øjeblik jeg brusede gennem overfladen. Nu var det udforskning af vraget det gjaldt, jeg indtog betragterens rolle og måtte vente med at føle noget, til jeg var oppe igen.
På mit første dyk, landede jeg desværre midtskibs, hvor vraget er mest ødelagt. Da vraget samtidigt er enormt stort, gik der lang tid med at orientere sig. Jeg kunne dog konstatere, at der siden forliset er blevet sprængt i vraget og at der er bjærget skrot i stor stil. De mange etager, hvor de mange kahytter og saloner lå side om side, er kollapset og gledet ud som et korthus der er væltet. Jeg svømmede eksempelvis henover et stykke trædæk med gelænder på, på omkring 35 meters dybde og troede jeg befandt mig oven på vraget. Jeg opdagede dog, at jeg var svømmet mere end 10 meter ind under et stykke skibsside, som hang 2 – 3 meter over mig. I området hvor maskinrummet lå, er meget af vraget fjernet helt ved sprængning og her kan man godt fare vild, mellem de forvredne plader, rør, kabler og meget andet. Der hænger en del mistede garn på vraget, som i nogen grad kan bruges som ledeliner.
På efterfølgende dyk blev linen flyttet ud i enderne af vraget, hvor det er mere overskueligt. Stævnen ligger helt omme på bagbord side og her er meget at se på skal jeg love for. Her er kahytter for besætningsmedlemmerne og nogle meget store badeværelser, med håndvaske og toiletkummer i lange rækker. I styrbord side som ligger højest, er der næsten ingen mudder og her kan man godt bruge lang tid på at iagttage de mange detaljer i rummene. En ting der gjorde særlig indtryk på mig, var en gammeldags trækælk, hvor der var bundet to kufferter og et sammenrullet tæppe på, med nogle læderremme. Der hvor vraget er brækket over er det sket i et ret lige snit, så man kan kigge ind i de halve kahytter, som endnu er delvist møbleret.
Der hvor broen har været er vraget sprængt meget i stykker, ja der er faktisk ikke meget tilbage. Man kan finde nogle af de firkantede messingvinduer liggende løst rundt omkring, dvs. enten er de helt forvredne, eller det er kun brudstykker af karmene. Det vidner igen om, at der er foretaget sprængninger i vraget efter det er sunket. Den store mast med de mange trin på, ligger ude på sandbunden med udkigstønde, antenner og det hele. Den er bemærkelsesværdig intakt, når man ser hvor ødelagt resten af vraget er. Flere steder sidder endnu de store bakelit-skilte med gotisk skrift, som viser vejen til “øvre dæk”, “promenadedæk”, “spisesalon”, etc., men de hjælper ikke en nysgerrig dykker meget, når vraget er så ødelagt.
De agterste omtrent 25 meter af vraget, er i lighed med stævnen brækket af i et næsten lige snit, men står kun med let slagside til bagbord. Med det fine trædæk, søgelænderet og vinkeltrappen med intakt gelænder, er det i stor kontrast til resten af det meget ødelagte vrag. Som i stævnen, kan der også her svømmes ind flere steder og som det eneste sted jeg har set på vraget, er der rester af de mange omkomne. Ja man kan godt tale om skeletter i bunkevis og imellem de mange knogler, ligger rejsegods og inventar fra skibet. Lidt fremme foran det sted vraget er brækket over, står nogle bænke med endegavle af støbejern og ryg og sæde af træ, præcis som de bænke vi kender fra parkerne rundt omkring.
Dybden på havbunden er kun 43 meter i stævnen og 45 i agten, vraget lodder i hele sin længde mellem 5 og 10 meter op, ja nogle steder endda endnu højere. Selvom sigten har været rigtig god de gange jeg har været der, er det alligevel ikke lykkedes mig at få et samlet indtryk af det, andet end de 25 – 30 meter i hver ende. Men en uforglemmelig oplevelse, det er det bestemt.
