Svensk ejet motorskib på 299 brt., godt 55 meter langt og 9 meter bredt. Skibet blev oprindeligt bygget i Norge i 1964 under navnet Jumbo, det skiftede ejer flere gange, men forblev norsk indtil 1980, hvor det blev solgt til rederiet Speed Shipping Ltd. i Varberg, men var registreret i Georgetown på Cayman Island (GB).
Den 4. december 1983, kort før klokken 16, kolliderede Havfrakt med det tyske motorskib Heinrich Knüppel i meget tæt tåge, nordvest af Sjællands Odde. Havfrakt som var lastet med sten, sank næsten øjeblikkeligt og tog den svenske kaptajn med sig i dybet. Af de øvrige 4 besætningsmedlemmer, blev kun de tre reddet op af vandet. De reddede berettede ellers, at have set styrmanden i vandet, men selvom flere skibe deltog i eftersøgningen, blev han ikke fundet.
Vraget ligger i dag på bagbord side på 33 meters dybde, men lodder 7 – 8 meter op. Bliver man på oversiden er sigten som regel god, men der er ofte stærk strøm på vraget. Svømmer man ned på dækket i læ for strømmen, er sigten til gengæld sjældent ret god.
Selvom vraget er begyndt at falde sammen, er det dog ret intakt. Men inde på broen og i etagerne under, hvor det i sidst-80erne var muligt at svømme rundt i de forskellige rum, er der nu faldet så meget aptering ned, så dette ikke længere er muligt.