Tysk motorgalease på 128 brt., bygget i 1905 hos C.H.Thyens i Brake som nr. 12 og døbt Clara. Skibet var 28,07 meter langt og 6,54 meter bredt, bygget i stål og udstyret med en 2 cylindret glødehovedmotor, som foruden vinden skulle drive skibet frem over bølgerne. I 1927 købte kaptajn Ikels skibet, omdøbte det til Adele og registrerede det med Hude som hjemhavn, nær Oldenburg.
Det som skulle blive Adeles sidste rejse, tog sin begyndelse november 1928 i Bremen, ved at indlaste 200 ton pottasche (kalisalt), bestilt af Sydskånska Köpmannsaktiebolag i Ystad. Fra Bremen gik turen over Holtenau, for at komplettere lasten og herfra gik det så 13. november mod øst-nordøst, over en kold og blæsende Østersø.
Hvad der herefter præcis skete ved vi ikke, men den 17. november, observerede man om eftermiddagen fra Sandhammeren redningsstation, et hvidt 2-mastet sejlskib i vanskeligheder. Det blæste fuld storm fra nordvest og skibet krydsede mellem bølger, som vurderedes at være 5-6 meter høje. Skibet var for langt fra kysten, til at man kunne gå ud i redningsbåden og dertil var vejret også for hårdt. Men man fulgte nøje skibets strabadser og vurderede ud fra dets manøvrer, at det ville forsøge at nå ind til Simrishamn.
Efter at have iagttaget skibet i noget tid, snart højt oppe på bølgen, snart så dybt i bølgedalen at kun mastetoppene var synlige, forsvandt det pludselig og uden forvarsel for øjnene af tilskuerne. En voldsom sø har formentlig slået en luge ind, næste sø har vandfyldt skibet så det ikke har kunnet rejse sig og herefter, har vandmasserne presset det tungt lastede skib under i én bevægelse – staklerne ombord, har ikke haft en chance.
Dramaet rygtedes hurtigt på egnen og da mæglerfirmaet Kvisks & Dahl ikke modtag Adele i Ystad som ventet, frygtede man at det var dette skib som var set forlise ud for Örnahusen. Lodsdamperen fra Malmø ankom til stedet et par dage efter, i forsøg på at finde og afmærke vraget med en vragtønde, men deres søgen var forgæves. Forgæves var også skibsmæglernes venten på Adele og under det efterfølgende søforhør, blev iagttagelserne fra land fremført. Da det forliste skib havde stor lighed med Adele som var borteblevet, samtidigt med at ikke andre skibe savnedes, antog man at det var den tyske motorgalease man havde set synke. At de var kommet så langt østpå, kan skyldes maskinhavari og at kaptajnen af frygt for at grundstøde på Sandhammeren, ikke har villet søge ind i læ af land før han havde passeret denne. Foruden kaptajn Ikels, savnedes også hans to besætningsmedlemmer.
Deres antagelse dengang var rigtig, for Adele ligger i dag knap 3 sømil sydøst af Örnahusen. Vraget har 45 grader slagside til styrbord og hviler på en lys sandbund, kun 24 meter under havoverfladen. Vragets stilling på havbunden, er sikkert grunden til at lodsdamperen ikke i sin tid fandt det, idet vraget dengang ville have stået med masterne over vandet, såfremt det var landet på kølen. Vraget lodder 5 meter op og det meste af det, er et stort tomt lastrum, da den vandopløselige last for længst er forsvundet. Agter kan man se maskinen og her hvor også kahytter og kabys har været, ligger en masse flasker, porcelæn og andet inventar. Fremme i stævnen sidder bovsprydet stadig i fuld længde, i lighed med masterne som nu er brækket af, er det af stål og flot ser det ud. Adele er et rigtig fint, lille og relativt intakt vrag, den lave dybde og den lyse sandbund, gør det til et let og fornøjeligt dyk.