Tysk minestryger model 1915, bygget i 1916 på Neptun værft i Rostock som nr. 363, med maskinerne nummer 1077/1078. Skibet var på 513 depl. ton, 58,20 meter lang og 7,30 meter bred, bevæbningen bestod af 2 styks 10,5 cm kanoner og 30 kontaktminer. Hele herligheden blev indskrevet i Kaiserliche Marine i april 1916 og kunne skyde en fart på 16,5 knob, ved hjælp af de to kulfyrede dampmaskiner.
Under omstændigheder det ikke er lykkedes mig at finde frem til, sank M – 27 efter kollision med den tyske damper Paranagua, som var på 2903 brt. Ulykken skete den 11. august 1916, men hvor vidt nogle af de 45 besætningsmedlemmer omkom i forbindelse med ulykken, ved jeg heller ikke. I det hele taget er forliset ikke nævnt, eller beskrevet ret meget, blot ”sunket nord for Rügen efter kollision”.
Vraget hviler i dag på 48 meters dybde, agterenden står dybt i den bløde bund, så dybt at mudderet står helt op under agterkanonens fundament. Stævnen er til gengæld hævet så meget, at der er frit vand under kølen. Det var netop her i stævnen jeg landede, på mit første dyk på vraget, som vi på det tidspunkt ikke anede hvad var. Jeg har jo i mange år vidst, at M – 27 skulle ligge i det område af Østersøen, hvor vi ofte dykker og jeg har da også både troet og håbet på, at vi før eller siden ville finde vraget. Jeg blev derfor meget begejstret, ja nærmest euforisk, da jeg nåede ned til vragets højeste punkt: en 10,5 cm. kanon i skibets stævn. Jeg var nu, efter at have gjort vores tov fast i kanonen, 99 % sikker på at det var M – 27 vi havde fundet, hvilket senere samme dag blev endelig bekræftet, ved fundet af værftets byggeplade.
Fra kanonen, skråner dækket ned mod det sted hvor broen har været, den er nemlig væltet ud på havbunden og er ligesom “klappet sammen”. Efter flere dyk har det nu vist sig, at det meste af broen er lavet af messing. Hele dette område er ret ødelagt og garneret med adskillige mistede trawl, som står dels op i vandet og dels ligger ud over lønningen og strækker sig langt ud over havbunden. Om skaderne på broen er sket ved kollisionen, eller om der er sprængt i vraget efterfølgende ved jeg ikke. Broen på disse gamle minestrygere er ikke særlig kraftigt bygget, så måske det er en af de store trawlere, som har hængt i og har rykket brobygningen af. Skorstenen er også væltet ud på bagbord side, her ligger den i fuld længde men delvis dækket af trawl og blødt mudder.
Ned gennem en luge i dækket, hvor broen har været, kan man se et stort dobbelt rat, som er vendt 90 grader, men herinde står mudderet højt. Øverste etage i stævnen derimod er næsten fri for mudder, man kan komme ind flere steder, idet skibssiderne er gennemtæret. Herinde ligger nogle reoler fyldt med kasser, med diverse personlige ejendele og så er der et par luger til etagen nedenunder – et meget spændende sted.
Svømmer man mod agterenden af vraget, er der et par meter ned hvor overbygningen ender, det vil sige knap nok, for her ligger mudderet i en halv meters tykkelse. Et par meter bagud herfra kommer man til maskinrummet, hvor skylightet er gledet så meget af, at man kan komme i maskinrummet ad denne vej. Lige bag maskinskylightet er der endnu en forhøjning, med resterne af et gelænder omkring og her kan man se styresøjlen med rat, maskintelegrafen og kompassøjlen med nathuset. Men også her har trawlerne hængt i, har trukket rundt i det hele og har ødelagt meget. Der hele er nu dækket af et tyndt lag blødt mudder, som hvirvler op og ødelægger sigten ved den mindste berøring.
Men agterkanonen knejser stadig og helt upåvirket peger den nu skråt fremad ud over bagbords side, som i et forsøg på at forsvare skibet, imod dets skæbne. Bemærkelsesværdigt er det, at der slet ingen trawl er på kanonen, selvom den rager langt op over alt det andet i agterenden. Agtermasten er væltet vinkelret udover styrbords side, lige foran kanonen. Bagkanten af kanonens platform, er det agterste man kan se af vraget, da mudderet står helt op en halv meter under denne.
