Vi skulle på en tredages tur i Kattegat og jeg havde i vinterens løb fået et par lovende positioner, af en lystfisker fra Galtabäck, de skulle nu afprøves. Det var ikke lykkedes mig, at få dem bekræftet i nogle af mine mange vragkort, så for os var de “nye” og vi så derfor frem til turen, med stor forventning. Specielt da det var dgps-positioner jeg havde fået, altså bare sejle ud, smide loddet og pling ! – nyt vrag, ikke noget med at lede i fire – fem timer.
Første position var ca. 20 mil vest af Falkenberg, bunddybden skulle være 47 meter og et lodskud på 4 – 5 meter. Det tog under 5 minutter at få smidt loddet i vraget og jeg selv var den heldige, at skulle ned og binde i. I overfladen var sigten noget ulden, grønt uigennemsigtigt vand, men omkring 10 meter nede, blev vandet krystalklart og efter et lille minut, stod jeg på en halvblød bund.
Men hvor var vraget ?, jeg nåede lige at få en snært af : pis-vi-har-smidt-loddet-for-sent følelsen, da jeg vendte mig om, og genvandt denne kriblen af forventning i hele kroppen, der gør at vragdykning er så dejligt. Vraget tonede tydeligt frem 3 – 4 meter fra mig og at tænde lygten allerede nu, faldt mig ikke ind, her var lyst og rart.
Hurtigt op på vraget og trække kæden med, 3 tørne omkring en kraftig stander af en slags, og så af sted, men efter bare 5 – 6 meters svømning, stoppede vraget brat ?, Jeg havde svømmet på tværs af vraget og ændrede nu kursen 90 grader – men nåede lige at se skorstenen stå ude på havbunden. Jeg fornemmede nu tydeligt at jeg svømmede opad, det begyndte at syde i ørerne og jeg måtte stoppe og holde fast i vraget, for ikke at “vælte”. Da jeg havde genvundet balancen, fortsatte jeg til vragets højeste punkt på 40 meters dybde, som viste sig at være agterenden.
Da jeg havde svømmet henover agterdækket, havde jeg bemærket flere detaljer, som røbede at det drejede sig om vraget af en slæbebåd. Slæbekrogen og den store bøjle, der holder trossen fri under bugsering, var ikke til at tage fejl af. På dækket var endvidere et meget smukt ovenlys, formet som en tikantet pyramide med glas i alle siderne og hvor rammen er af messing – meget dekorativ. Jeg svømmede ned af dækket hvor maskinskylightet, – formentligt da skibet ramte bunden – er hoppet af og nu kun dækker de forreste 2/3 af hullet. Efter at have været nede i maskinen og vende, svømmede jeg op og ind på styrbord sidegang, her var en del trawl, så jeg måtte svømme udover siden og ned på bunden og ….hov ! vraget sluttede her, hele stævnen – fra foran broen – er begravet i havbunden, her på 48 meters dybde.
Man kan umiddelbart foran broen, se endnu to af de “glaspyramider” magen til den på agterdækket og et par meter foran disse, toppen af en nedgangskappe. Denne rager vel ca. ½ meter op af havbunden, de øverste fyldninger i døren er nu væk og lyser man ned i den, er der mere end to meter til bunden. Vraget er altså helt og der er tilsyneladende ikke løbet mudder ned, i den begravede del. Ude på bagbord side – lige hvor vraget forsvinder i bunden – står en del af skorstenen, og her ligger en del rør m.m. Svømmer man herfra mod agterenden – nede på havbunden – begynder kølen snart at rejse sig fra bunden og en tredjedel af vraget står frit op i vandet, så både skrue og ror toner tydeligt frem.
Jeg mener at der er tale om en dampdrevet slæbebåd, på ca. 150 brt. 30 – 35 meter lang og 6 – 7 meter bred. Skibet er formentligt bygget omkring 1900 og kan være sunket fra 1930 – 1950 (vurderet efter vragets tilstand).
ER DER NOGEN DER KAN HJÆLPE MED AT IDENTIFICERE DETTE VRAG, UD FRA DISSE OPLYSNINGER ???????
Efter nogle øl og en god nats søvn, vågnede vi til blå himmel og dejlig morgensol. Luften var lun, trods det at klokken kun var 8.00 om morgenen. I dag skulle vi prøve endnu en ny position, afstanden til vraget var ca. 15 sømil og vi sejlede langsomt af sted på det spejlblanke hav, mens vi indtog vores morgenmad.
Dybden var angivet til 54 meter og det var alle indstillet på, men da vi nærmede os positionen viste det sig at dybden var omkring 58 meter og at det var dybden over vraget der var 54 meter, vi lurede lidt på lodskuddet, men stemningen var for at gennemføre, det var trods alt en “jomfru” der lå og ventede dernede.
Desværre var vi ikke omhyggelige nok med at smide loddet og vi kunne efter 3 – 4 minutter se, at Henrik var på vej op igen. Han var tydelig ærgerlig efter at have spildt dykketid på bar mudderbund, især fordi vi på den dybde, ikke har for meget tid i forvejen. Heldigvis er Henrik en fyr der kan se det positive i næsten alt, så han havde brugt et par minutter på at betragte nogle søfjer, når han nu var dernede. Efter at have trukket bundtovet op igen, blev loddet nu smidt meget omhyggeligt, skibet lå helt stille på det sted hvor vraget var højest og Kim var allerede i dragten, klar til at springe.
Kort efter at signalbøjen var i overfladen, for at vise at der var gjort fast, kom endnu en bøje op – en hævesæk. Jeg var næste dykker der skulle i vandet og selvom jeg var godt i gang med omklædningen, fik denne hævesæk mig til at sætte tempoet op, snart kastede jeg mig over rælingen og nedad gik det. Tankerne jagede gennem hovedet på mig, hvad mon det er for et vrag ?, kroppen sitrede af forventningsglæde og det klare vand fik humøret til at stige yderligere. På omkring 45 meters dybde, kom mørket dog og omfavnede mig, herfra blev også sigten gradvis dårligere og da vraget tonede frem – i lygtens skær – på 55 meters dybde, var sigten reduceret til mellem 1 og 2 meter.
Det der var gjort fast i var tydeligvis en trawlbuk, en svær jernbøjle hvorigennem wiren som er forbundet til trawlet går, for at ende på skibets store wiretromle ved spillet, altså var der tale om vraget af en trawler, men hvilken ?. Vraget havde noget slagside til styrbord, den side der var gjort fast i og jeg fulgte denne ræling om til agterdækket. Alt der havde stået på broen er væltet ud, dels til denne side, og dels bagud i vraget og på min tur, svømmede jeg henover både styremaskine med resterne af rattet, nathuset og maskintelegrafen. Jeg svømmede hurtigt tilbage, da der ved maskinrummet agter, lige havde været en anden dykker og mudre op, der var i hvert fald meget dårlig sigt. Tilbage ved broen studerede jeg nu de ting, der lå på dækket og granskede nøje det der var tilbage af brobygningen, for at se om vi – via en eventuel byggeplade – kunne identificere vraget. Et kig på computeren gav et nedslående vink, om at eventyret snart var slut – allerede 20 minutters deko. Hurtigt fik jeg fyldt hævesækken med luft, en smuk maskintelegraf med Tysk skrift skulle atter se dagens lys. Jeg nåede lige at svømme frem til bakken og få et hurtigt kig, hvorefter jeg startede opstigningen, da jeg fra bakken havde fanget bundtovet, i min lyskegle.
Opad gik det, de første 10 meter i rask tempo og herefter, lidt langsommere end de foreskrevne 10 m./min. Da jeg var nået op omkring de fyrre meter, var der så lyst at jeg kunne aflæse computeren, uden brug af lygte. Jeg havde været på vraget i 19 minutter og for det måtte jeg betale, med godt 40 minutter af min sparsomme ungdom – i dekotid – men pyt, jeg var vældig tilfreds med dykket og havde det rigtigt godt.
Da vi kom hjem, kunne jeg – dels ud fra de ting vi fandt og dels efter granskninger i mit forlisarkiv – hurtigt konstatere, at det vi havde fundet var vraget af den Tyske trawler “Butjadingen”, en trawler på 137 brt. bygget hos J.C.Tecklenborg, Bremerhaven i 1896 og som under fiskeri, var grundstødt på lille middelgrund den 18. Januar 1927. Efter grundstødningen, lykkedes det selv besætningen at komme fri af grunden, men skibet var læk og på vej ind til Varberg, sank skibet under fødderne på de 11 fiskere. De nåede heldigvis at praje den forbipasserende Engelske damper “Salerno”, som lykkeligvis reddede alle de nødstedte, fra det iskolde hav.
Dagen efter skulle vi hjem og på vejen fra Falkenberg, dykkede vi på Ostmark og Kronprinz Wilhelm, herfra er der ikke noget nyt at tilføje, så du må nøjes med den tekst, der allerede er om vragene under “Kattegat”.
Allan Jensen / Maj 2001