En perfekt dag på havet

Med den vejrudsigt, er det godt man ikke er uundværlig på sit arbejde tænkte jeg, da jeg onsdag aften fyldte flasker. Målene for turen var vrag, som jeg vidste lå i et område hvor dybden er omkring 50 meter, så en nitrox 30 blev valgt som bund, mellem og topgas. Det er ikke så ringe med det nitrox, man skal bare ikke overdrive.

Nå, men det var blevet næste dag og jeg vil starte et stykke op ad formiddagen; Henrik og jeg havde sat båden i vandet og var ved at fylde den, da Kasper ringede og fortalte, at Thomas var havareret med sin nye bil og nu stod de to et sted i Trelleborg og hang med næbbet. Enden på det blev, at Henrik hentede Kasper – og så var de tre… der var én der var to der var tre. Efter at Thomas på så uheldig vis var stemt hjem, drog vi andre af sted. Vi var naturligvis tyngede af den uheldige omstændighed, men man er vel kyniker og inden båden var oppe og plane havde vi glemt alt om det, strøget håret tilbage og stukket næsen op i vinden. Første vrag lå knap 30 sømil i sydøst, der var ingen anden vind end den vi selv lavede, men der var temmelig meget dønning, som fik båden til at åle. Et par hop ind imellem blev det også til, men det oplevede vi kun forfriskende, i den ellers monotone sejlads, i den times tid det stod på. En meget venlig svensk fisker, havde loddet vraget op for mig, vi vidste derfor at positionen var sikker og at vraget skulle lodde et par meter op. Nu var så bare spørgsmålet, hvad var det som lå på positionen?

Blankt vand i Østersøen

Lodskuddet viste sig dog at være meget lille, vel kun omkring 1½ meter højt og havde ringe udbredelse i kernen, men med ujævn bund i et lidt større område, dybden var 47 – 48 meter. Her er hvad det var: Et trævrag på 15-18 meters længde lastet med stenkul, trawlet næsten ned til bundniveau. Skibets bund står kølret og alle spanter står 10 – 20 cm op hele vejen rundt, men tydeligvis knækket af, kullasten ligger ligeså meget udenfor som inde i vraget. Kullene og de afbrækkede spanter, samt alt som skibet har indeholdt, er simpelthen blevet jævnet ud over havbunden af trawlere. Der ligger porcelæn, flasker og meget andet spredt mellem kullene, det meste er selvfølgelig knust, men efter at vi alle tre havde været en tur rundt i rodebunken, havde vi et klokkeklart bevis på, at der var tale om et jomfruvrag (for nu at citere Manley).
Identificere vraget kan vi ikke, men det har formentlig været 20 meter langt, omkring 50 brt. og fra engang i begyndelsen af 1900-tallet.

Dark Night, endelig slået til Ridder

Lasten er som før beskrevet stenkul, men meget små kul, nærmest granulat og de største kul, er kun omkring 2 – 3 cm. Nå men vi må videre, vejret var bedret lidt, solen var kommet rigtigt frem fra de lette skyer og dønningerne var aftaget betydeligt, vi enedes hurtigt om at prøve endnu et nyt vrag, nu i vestsydvestlig retning. Igen fandt vi vraget hurtigt, men også dette vrag viste sig kun at være 1½ meter højt og det gav et ret underligt langt og smalt billede på sonaren, dybden her var nogenlunde den samme som sidste vrag og det er lige i overkanten, hvis man vil have et ordentligt billede på sonaren. Nå, men jeg sprang glad og forventningsfuld i det klare vand og landede straks efter, i et underligt månelandskab, men der var intet vrag ? på bunden var der vel 10 meter sigt og så lyst, at det ikke nyttede at tænde lygten (ja på 46 meter). Jeg svømmede lidt rundt og det viste sig at være et ca. 5 cm. tykt søkabel, som er trukket op af bunden og nu ligger i nogle store kvejl og sløjfer, nede i den meterdybe grav som er pløjet til kablet, men som ikke er blevet dækket ordentligt til.

Nå, føj for noget at beskæftige sig med, det er jo dyrebar luft man bruger, når man ikke har kompressor med på båden, så jeg holdt vejret og skyndte mig til overfladen. Nej så hurtigt gik det nu ikke og jeg havde da alligevel 170 bar tilbage, da jeg nåede overfladen 12 minutter efter at jeg var hoppet i. Vi holdt skibsråd endnu en gang og enedes derefter om, at besøge et vrag i nærheden, vi har været på tidligere og som vi kalder ”den gamle englænder”.

Derudaf……

Det er 3 – 4 år siden vi fandt vraget og dengang var der meget dårlig sigt, men i lyset af de sidste par dyk i området, med sigt på den pæne side af 10 meter, kunne det være sjov at se om vi kunne lægge noget til vores tidligere iagttagelser på vraget. Som ventet var sigten god og vraget var slet ikke til at kende igen, hvad jeg tidligere havde oplevet som ”en bræddebunke”, viste sig nu som et gammelt men skroghelt vrag. Stævnen er knust og der er også spor efter trawlerne, blandt andet beviser på at vraget mindst én gang har vundet over trawleren, idet trawlpose med wirer, skovle og det hele ligger på stedet endnu. Men ellers er vraget let at finde rundt på, det store træspil ligger på bunden op ad bagbord side af skroget, ankrene ligger lidt fremme foran vraget og kloen på det ene er brækket af (?). Svømmer man bagud i vraget, kommer man forbi et utal af jomfruer og taljeblokke, nogle som stadig er forbundet med tovværk, hvilket får det til at virke som om vraget er temmelig ungt. Det tror jeg nu ikke det er, flasker på vraget som tydeligvis er mundblæste, vidner om at vraget er for gammelt, til at bjærgning af genstande kan foregå indenfor lovens rammer. Helt agter hvor de knuste flasker ligger, står der også nogle kobbergryder oven i hinanden – meget dekorativt og ved siden af disse ting, ligger nogle store ruller bly. Dette bly har formentlig skulle være brugt til reparationer, for eksempel inddækninger eller tætninger af skibet, hvis det sprang læk. Jeg vil ikke, men efter 19 minutter skal jeg op siger min computer og i næsten lige så lang tid, skal jeg tælle vandmænd.

Aftensol

Oppe i båden igen, sidder jeg nu med en kold øl i hånden og nyder solen. Havet er spejlblankt og mit hoved er fuld af de oplevelser og indtryk, som er det tætteste vi mennesker kan komme, på at rejse tilbage i tiden. En tanke slår pludselig ned i mig og spolerer min lykkerus; hvad fanden laver i andre inde på land, på sådan en dag?

Allan Jensen 17.september 2009