Tysk 3-mastet barkskib, bygget af eg og fyr i Greenock, England, i året 1843, under navnet Brooksby. Skibet var på 505 brt. og på forlistidspunktet ejet af J.F. Borowsky, Danzig. Jeg har tidligere beskrevet skib og forlis under navnet Brooksby, da dette navn står støbt i skibsklokken, men jeg havde ikke holdt mig ordentlig orienteret inden jeg skrev. Men jeg kan nu, takket være”arkivdykker”Gert Juhl (Vragscan) komme meget nærmere sandheden, i min beskrivelse af det passerede. Brooksby skiftede ejer flere gange og forsvandt fra Lloyds register efter 1869. Hvornår skibet fik navnet Johanna Schwaan ved jeg ikke, men det var altså under dette navn det forliste.
Johanna Schwaan var lastet med stenkul og var på rejse fra England til en Østersøhavn. Denne trafik var meget almindelig gennem det meste af 1800-tallet, hvor der på grund af den voksende industrialisering overalt i Europa, var stor efterspørgsel på energi. Energi til industrien, var dengang lig med kul. At sejle med kul var ikke risikofrit, i et træskib som bevægede sig i hårdt vejr, kunne friktionen mellem kullene blive så voldsom, at de selvantændte. Enhver kan forestille sig, hvad dette betød i et lille træskib, langt fra land og uden mulighed for at tilkalde hjælp. Vi har fundet talrige vrag på bunden af Kattegat, som stort set kun består af en bunke kul, lidt metaldele og noget porcelæn. Ikke alle disse vrag er nedbrændt, men mange af dem bærer præg af kontakt med ild, idet kullene er brændt sammen i klumper og selv uforgængelige ting som porcelæn og metaldele, er meget medtaget.
Det var ikke ildvåde som sendte Johanna Schwaan til havets bund, men kollision med en svensk damper. Den 8. januar 1875 klokken cirka 23.30, oversejlede den nordgående damper Rudolf Tornerhjelm den tyske bark, med en sådan kraft at fokkemasten væltede og stormasten hang ud over skibssiden i stagene. Kaptajnen og de 5 mand af besætningen som havde vagt på kollisionstidspunktet, sprang straks ombord i damperen, for at redde sig. Da de resterende 7 mand, som havde opholdt sig i deres lukaf kom op på dækket, var damperen allerede forsvundet i mørket. Den skrækslagne, men dog handlekraftige besætning, gik straks i gang med at søsætte storbåden, men under arbejdet faldt stormasten ned og knuste båden fuldstændigt. Deres eneste chance for overlevelse, var nu den lille skibsjolle og heri roede de nu til ud på formiddagen den 9. januar, hvor de udmattede og forkomne nåede land ved Anholt fyr.
Men Johanna Schwaan sank ikke med det samme, vraget drev omkring og blev opdaget af den danske damper Helge af Århus. De danske søfolk gik ombord og foruden skibspapirene, reddede de også skibshunden, som åbenbart var blevet glemt i al hast. Hermed var den ellers så dramatiske søulykke, lykkeligvis foregået helt uden tab af liv. Det kan undre, at man ikke fra damperen har forsøgt at redde resten, af den synkende barks besætning. Især da vi nu ved, at den holdt sig flydende længe efter påsejlingen. Men vi kender ikke vejrliget og ved heller ikke, hvor beskadiget Rudolf Tornerhjelm blev ved sammenstødet. Måske har de på grund af mørket, været forvisset om at Johanna Schwaan allerede var sunket og har derfor fortsat deres rejse.
Da Johanna Schwaan igen blev fundet i 1980-erne, var vraget relativt intakt. Relativt, da næsten alt træ som vanligt for et skib af den alder, var ædt af pæleorm. Men vragets afgrænsning, kunne følges hele vejen rundt om kulbunken i sandet og store metaldele som ankre, kæder, spil og andet, stod som da skibet sank. I slutningen af 80-erne, blev der imidlertid foretaget kommerciel bjærgning af vragets kullast, hvilket i første omgang blot gjorde vraget noget uoverskueligt, men stadig dykkeværdigt. Tidens tand med sandflugt og formentlig også overtrawling, har i dag jævnet det hele så meget ud, at man knap kan se vraget på hverken ekkolod eller sonar. Snart vil alle spor af den stolte råsejler være væk, ikke blot fra havets overflade, men helt væk. Tilbage er kun historien.
