S.S. Attila

Tysk damper på 245 brt. bygget på Lödöse Varf i 1906, som byggenummer 18, skibet blev bygget til rederiet AB Unda i Göteborg og ved dåben lød navnet Ada. Men ved ejerskifte og udflagning til Tyskland, ændres navnet til Attila.

Attila var på rejse fra Stettin til København, den 5. januar 1922 og skibet var tungt lastet med jerntråd i ruller. Der blæste en hård vind med snebyger og kort efter at have passerede Rügen, mente vagthavende på broen, at skibet lå lidt vel dybt i søen. Man startede derfor pumperne, for at se om skibet havde taget vand ind, – det havde det. Det skulle snart vise sig, at selv med pumperne kørende hele tiden, lå skibet stadigt dybere i vandet og ved Krigers Flak, beordredes mandskabet i redningsbådene. Alle forlod nu skibet i de to redningsbåde, men af besætningen på 12 mand, overlevede kun en enkelt, da de øvrige 5 mand i samme båd var frosset ihjel, den anden båd med de øvrige 6 mand, blev aldrig fundet.

Vraget står på lys sandbund, på kun omkring 20 meter vand, jeg har været ude for at vandet var så klart, at vi kunne se vraget fra overfladen (det er ganske vist). Vrag på så lav dybde og i åben sø, er selvsagt meget udsat for havets kræfter, i dag er Attila derfor også meget nedbrudt. Stævnen ligger for sig selv og selve vraget består mest af lasten; de store ruller ståltråd, på omkring 1 meter i diameter. Jeg synes alligevel Attila er et dyk værd, der er altid meget god sigt og et mylder af småtorsk.

Her søsterskibet Blenda, bygget på Lödöse varv i 1906, i samme serie som Attila