S.S. Herald
Af Allan Jensen
Herald var en Engelsk damper på 696 brt., bygget af jern hos Charles og William Earle, Ironshipbuilders, Hull. Skibet blev antageligt bygget i 1857 (uklare oplysninger fra værftet), men ombygget og moderniseret i 1869 på samme værft. Skibet fik bl.a. nyt dæk, cementerede skot og blev forlænget, så det kom til at måle 211 fod i længden (godt 60 meter). Ejeren var fra 1869 Veltmann & Co., Hull i England.
Herald var på rejse fra hjemhavnen til Danzig i det daværende Preussen, i november 1872. Skibet var tungt lastet med jernplader og stykgods og havde hele vejen haft en hård rejse, men da de nåede ind i Østersøen blev ondt værre og det blæste fuld storm, om aftenen den 10. november. Hvad der egentlig skete den nat er noget usikkert, den eneste overlevende fra Herald var nemlig en fyrbøder, som i kraft af sit job naturligvis ikke var i stand til at følge skibets navigation. Modparten i ulykken, kaptajnen på den svenske bark Amalia, hævdede at han ikke var klar over at have påsejlet den 60 meter lange og tungt lastede damper. Han huskede godt at Amalia på et tidspunkt krængede voldsomt og at bovsprydet blev brækket af, men det var meget hårdt vejr med voldsom søgang og han mente, at de var blevet ramt af en skæv sø.
Man skal forestille sig, at vinden har hylet i riggen på skibene og luften har været fuld af skumsprøjt. Skibene har arbejdet voldsomt i de 6 - 8 meter høje bølger og det har været bælgmørkt. Vi ved ikke om lanternerne har været sodet til, eller om de måske endda var gået ud, men søfolkene har måske også haft vigtigere ting at gøre, end at sikre sig imod kollision. Da den naturlige vej til Danzig går syd om Bornholm, er det mit gæt at Herald har valgt at søge læ på øens nordside, siden kollisionen indtraf hvor den gjorde. At en damper i denne størrelse søger læ for vinden, vidner i så fald også om vejrets voldsomhed. Et faktum er det dog, at Herald blev påsejlet i bagbord side lige foran broen. Amalias stævn har ved kollisionen skåret sig dybt ind i Heralds skrog og flået dækket op flere meter ind. Ifølge fyrbøderen var det da også et mirakel, at alle 18 søfolk i første omgang nåede i redningsbådene, for Herald sank på kun 15 minutter.
Om den ene redningsbåd allerede ved søsætning er kæntret, ved vi ikke. Men ifølge fyrbøderen, skulle besætningen på hans redningsbåd på et tidspunkt undsætte den kæntrede båd, med det resultat at også dennes båd kæntrede. En stor del af besætningen fik dog reddet sig op på kølen af båden og drev sådan omkring i de voldsomme bølger, imens kræfterne slap op hos dem, én efter én. Da morgenen gryede, havde stormen lagt sig betydeligt og de lokale fiskere fandt den kæntrede båd med kun tre mand på. Inden de nåede helt hen til de nødstedte, gled styrmanden dog ned af båden og gik til bunds, en anden viste sig allerede at være død, så fyrbøderen var eneste overlevende.
Fyrbøderen afgav forklaring og på baggrund af denne, blev Amalia tilbageholdt da det indkom til Dragør den følgende dag. Hans forklaring om, at et stort hvidmalet 3-mastet skib havde påsejlet dem, svarede nemlig meget godt til Amalias udseende, dets rute og navnlig skibets skadet på stævnen, som tydeligt vidnede om en voldsom kollision.
Heralds skade efter kollisioner, lader heller ikke i dag - mere end 130 år efter - nogen tvivl tilbage, om at det var en voldsom kollision. Vraget er simpelthen brækket næsten helt over og dampkedelen ligger ude i bagbord side, mellem resterne af brobygningen og en masse forvredne kobberrør. Herfra og agterud har vraget holdt sig godt, meget af trædækket er fortsat helt og men kan se ned i kahytter og lastrum, gennem de utildækkede luger. Fra kollisionsstedet og frem i vraget, er der først 5 - 6 meter hvor dækket er splintret og skibssiderne forvredne. Fremme ved forreste lastrums lugekarm, ligger der en stor 4-bladet skrue på dækket og herfra og frem til stævnen, har vraget holdt sig bemærkelsesværdigt godt, alderen taget i betragtning. Nede i de forreste to lastrum, ser man tydeligt de store trækasser, som indeholder jernplader. I de bagerste lastrum - på siderne af maskinrummet - er der fyld af glaserede lerrør, med en diameter på 10 - 15 cm. Det meste af vraget lodder 3 - 4 meter op over havbunden og i stævnen endnu mere, i styrbord side har mudderet dog lagt sig op ad vraget, så der midtskibs kun er knap en meter fra lønningen og ned til havbunden. Dybden på havbunden er i stævnen 51 meter og i agterenden kun 46 meter.
Resterne af skibets rat, som identificerede vraget i 2003.